Hvad gør du når andre overskrider dine grænser? 

Hvorfor er det så svært at glemme?

Nogle gange kan en oplevelse af andres dårlige adfærd påvirke os så meget, at det er svært at glemme selv længe efter den har fundet sted. Det skyldes blandt andet vores hjernes eminente evne til at huske og kredse om de alvorlige og kritiske situationer, vi tidligere har befundet os i.
At have en stærk erindring om en voldsom oplevelse, som fx et trafikuheld, er jo hensigtsmæssigt. Oplevelsen vil gøre os mere opmærksomme i trafikken, og måske i sidste ende blive et spørgsmål om liv og død. Men når det nu drejer sig om en - ganske vist ubehagelig - men ufarlig, oplevelse, så er det irriterende at tankerne bliver ved med at vende tilbage til episoden. Det kan tære på det gode humør, og forstyrre en god nattesøvn.

Hvad forventer du af en konfrontation?

At konfrontere det menneske, der har gjort os ondt, lyder oplagt. Formålet er naturligvis at gøre vedkommende opmærksom på, hvordan man har oplevet vedkommendes adfærd, og hvordan den har påvirket os.

Man kan håbe at det resulterer i, at man får en forklaring og en undskyldning, så kan man tilgive og komme videre. Men en konfrontation kan også have den stik modsatte effekt, hvis vedkommende oplever det som et angreb. Og så kan der være lang vej til en anstændig dialog, erkendelse og tilgivelse.

En god ven, er en ven der lytter

Det kan være en stor lettelse at få sat ord på sine frustrationer, og en god idé, at lade en ven kan lægge øre til. Vedkommende behøver ikke komme med kommentarer eller have en forkromet plan for, hvordan man kommer videre, men bare lytte.

Nogle gange kan man imidlertid være uheldig at få luftet sine frustrationer til den forkerte ven. Måske har vedkommende ikke tid eller lyst til at lytte, og måske bliver man mødt af et; ”Åh, så slip det dog, og se at komme videre”.  Med en sådan bemærkning fra en god ven, kan man nemt komme til at tænke, at man måske har været nærtagende.

Men lad os lige være ærlige; En ven, der negligerer sin vens følelser, er ingen ven. Ingen har ret til at nedgøre andres følelser. Alle har en rygsæk med erfaringer og oplevelser, og vi har hver vores måde at opleve, reagere og takle livets udfordringer på. At blive affærdiget, og få at vide, at dét man føler, er forkert, er så giftigt, at man hurtigt skal trækker sig, når man fornemmer den andens irritation eller manglende empati og interesse.

Den fristende, farlige tanke om at gøre gengæld

Indimellem kan tanken om at gøre gengæld være yderst fristende, og måske er det kun de allerfærreste, der kan sige, at de aldrig har leget med tanken. Men som enhver, der har forsøgt sig med gengældelse ved, er det sjældent noget, der fører noget godt med sig.

Problemet er, at det at gøre gengæld forudsætter, at man, i en eller anden form, gør, hvad andre har gjort mod en, og således har man pludselig bevæget man sig ud over, hvad man selv mener, er grænsen for anstændig og respektfuld opførsel. Man havner således hurtigt i en situation, hvor man ikke kan forsvare sine egne handlinger, hverken over for sig selv eller andre, og så har hele gengældelseprojektet kun bidraget til at give frustrationerne endnu mere plads i bevidstheden.

Hvordan kommer du videre?

Der er forud for dette indlæg, bladret i mange selvhjælpsbøger. For selvom det ikke føles helt rimeligt, at man skal bruge tid på at bearbejde noget, som andre er skyld i, så er det jo desværre sjældent sådan, at man vil have held til at ændre andres adfærd.

Til gengæld kan man måske så hjælpe sig selv til at takle udfordringerne på en anden måde, og her har diverse selvhjælpsbøger rigtig mange gode bud på, hvordan man kommer videre.

Nogle bøger opfordrer til, at man sirligt nedfælder sine tanker, for at få en bedre forståelse af, hvorfor man reagerer som man gør. Andre foreslår frustrationerne bearbejdes gennem sindrige trin-for-trin forløb, og at man skal aflede sig selv, når de negative tanker dukker op.
Og så findes der naturligvis også selvhjælpsbøger med en mere holistisk tilgang til problemet; Her ordineres fx yoga, meditation og healing.

Tag altid dig selv og dine følelser alvorligt

Konklusionen må være, at der ikke findes nogen enkelt metode, der virker for alle. Man må ganske enkelt prøve sig frem. Det gælder også, hvis man vælger at sparre med en professionel behandler; psykolog eller terapeut.

Uanset hvordan vi vælger at arbejde med os selv, så er det vigtigste, at vi bliver ved indtil vi igen føler os frie og i balance igen. Ingen har godt af at gå rundt med sammenbidte tænder, og hvis man tænker, at frustrationerne nok forsvinder af sig selv, så er lidt af et sats. Sådan nogle gamle, sure frustrationer har det nemlig med at vokse, og dukke op igen og igen. De kan forpeste hverdagen, humøret og samværet med andre mennesker.


Husk altid, at tage dig selv og dine følelser alvorligt, og lad ingen fortælle dig, at dét du føler, er forkert.