Maldiverne, Thailand, Vietnam, Indonesien, Sydafrika og Cuba er nogle af de destinationer, der er kommet med på charterprogrammet. Det er feriemål, der kan friste såvel parret, der rejser alene og singler, som børnefamilien og dem, der rejser flere generationer.
Muligheden for charterrejser til fjerne, eksotiske rejsemål betyder dog ikke, at danskerne ikke længere gider pakke kufferten til fx de græske eller spanske øer - Tværtimod.
”Vi oplever, at mange af vores rejsende dyrker charter flere gange om året. De tager til Kreta om sommeren og til Fuerteventura om vinteren. Mange har deres favoritter, som de dyrker år efter år, hvor de rejser afsted til de samme destinationer og hoteller, som, de ved, kan give dem en god ferieoplevelse,” forklarer Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.
Men når det kommer til charterrejser, så er der særligt en gruppe af danskere, som særlig flittigt benytter sig af charterbureauernes tilbud. Familier, og særligt familier med hjemmeboende børn, er rigtig glade for charterrejser. Knap hver anden familie peger, ifølge Apollo, på charterferien som en af deres foretrukne, når familien skal nyde kvalitetstid under solen.
”Hele konceptet omkring charter er bare nemt - også når man har børn. Det er sikkert, antallet af overraskelser er minimeret, man har ofte et eller flere måltider inkluderet på hotellet, og de små og mindre børns underholdning er en del af pakken. Det betyder, at man som forældre også kan slappe mere af, når man endelig holder ferie,” slutter Glenn Bisgaard.
* Undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere viser, at 37 pct. foretrækker charter som ferieform anno 2017 – kun overgået af skiferien 49 pct.