Antallet af mænd i alderen 15-39 år der tager Viagra er steget med 80% siden 2001. Men hvor ældre mænd, der behandles med viagra ofte får udskrevet viagra fordi de oplever rejsningsproblemer i forbindelse med sygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme, skyldes problemet for yngre mænd oftest præstationsangst.
”De her unge mænd kan jo sagtens, når de er helt alene. Men præstationsangsten er så dræbende, at det ikke fungerer, når de skal dyrke sex, og her er medicinen en hjælp, fordi den altid virker” siger læge, ph.d. ved sexologisk klinik på Rigshospitalet, Annamaria Giraldi til Berlingske Tidende. Hun mener det er vigtigt, at lægerne er opmærksomme på at behandling med viagra måske ikke altid er den optimale løsning for yngre mænd, og at mange muligvis kunne undvære viagra hvis de i stedet havde mulighed for at arbejde med deres selvopfattelse.
På sexologisk klinik på Rigshospitalet har man for nylig valgt at etablere en samtalegruppe, hvor otte yngre mænd mødes én gang om ugen for at tale om ikke-medicinske løsninger på deres præstationsproblem.
”Vi fandt ud af, at de ville have meget stor glæde af at tale med andre om, hvad det skyldes, at de bliver nervøse. Nogle kan godt, hvis de dyrker sex med ekskæresten, men ikke med den nye pige, de har mødt, fordi de frygter, at hun så spreder rygter,” siger Annamaria Giraldi.
Kilde: Berlingske Tidende, 9. november 2006