Hej brevkasse,
Jeg må have luft! Jeg har haft min svigermor på weekendbesøg og det har været et helvede. Min mand og jeg har været sammen i 15 år og har 3 store, dejlige, frække unger. Vi har, som andre familier, vores op og nedture, men alt i alt en harmonisk og rar hverdag.
For 4 måneder siden mistede vi vores højtelskede farfar. Det var en trist og urolig tid. Alle var kede af det og min mand lå i pendulfart mellem vores hjem i Aarhus og Nordsjælland, hvor min svigermor bor. Hun havde brug for sin søn, ikke mindst til alle de praktiske opgaver.
Mens jeg altid har knuselsket min mands far, så har jeg et anderledes køligt forhold til min svigermor. Hun har altid beklaget og brokket sig. Det generer hende først og fremmest, at vi bor så langt væk fra hende, men hun har også altid noget at udsætte på vores børn, vores livsstil, vores prioriteringer osv. Hun siger ikke tingene direkte, men får altid lige smidt en kommentar, så man ikke er i tvivl om, hvad det er hun hentyder til.
Jeg har en enkelt gang konfronteret hende og sagt, at jeg bliver ked af det, når jeg fornemmer, at hun ikke synes jeg gør tingene godt nok. Men jeg blev helt slået ud over hendes reaktion. Hun kiggede bare koldt på mig, snøftede og gik. Siden har jeg ikke sagt noget, men forsøger at lade som ingenting. Jeg har heller ikke givet udtryk for min irritation over svigermor, overfor min mand. Han er nemlig selv så påvirket af hende, at det nok kun vil gøre ondt værre. Han skiftevist føjer hende eller går i vrede, men han konfronterer hende aldrig.
Nu har svigermor så været på besøg hos os hele weekenden, og har haft rigtig travlt med at nedgøre alt og alle. Søndag formiddag havde vores tre børn forskanset sig på hver deres værelse, min mand havde pludselig noget meget vigtigt på sit arbejde - og tilbage sad jeg så med svigermor. Selv vores hund smuttede, da svigermor kom ud til mig i køkkenet for at brokke sig over, at vi ikke har fået sat et spejl op i gæsteværelset....
Jeg har sagt til hende, at jeg ikke bryder mig om, at hun ryger sine cigaretter inde i huset, alligevel stod hun der med en cigaret i hånden og brokkede sig. Jeg var lige ved at eksplodere, men gjorde det ikke.
Da hun senere på dagen var taget afsted tilbage til Sjælland, var jeg helt udmattet og lovede mig selv, at jeg ikke ville udsætte mig selv og mine børn for sådan en weekend igen. Nu har jeg imidlertid lige haft hende i røret, og hun har meddelt at hun kommer igen og bor hos os en weekend i forbindelse med en konfirmation. Og nej, jeg fik ikke sagt fra, så nu sidder jeg her og er ved at blive kvalt i min egen frustration.
Hvis jeg siger til min mand, at jeg ikke vil have hans bor boende, så bliver han ked af det - og han har jo lige mistet sin far. Jeg tror bare ikke, at jeg kan holde mig tilbage, hvis hun kommer og skal bo her igen. Hvad pokker gør jeg?
Kære frustrerede svigerdatter,
Tak for din mail, hvor du lufter din store frustration over din svigermors tankeløse og egoistiske adfærd. Desværre er din historie langtfra enestående. Mange svigermødre har svært ved at forstå og acceptere, at de ikke skal blande sig i deres voksne børns liv.
Din svigermor har ikke nogen som helst ret til at bestemme over sin søns liv eller bedømme hans valg, hverken når det vedrører børneopdragelse, hvordan jeres hjemme ser ud eller hvordan I bruger jeres penge.
En klog svigermor ved, at hvis man vil undgå at blive betragtet som et svigermonster, så skal man holde sine kritiske tanker for sig selv og udvise samme respekt under et besøg hos børn og børnebørn, som man ville i hvilket som helst andet hjem.
At ændre på svigermors opfattelse af, hvad hun kan tillade sig at sige og gøre i jeres hjem, bliver nok ikke nogen nem opgave. Det vil formentligt kræve store diplomatiske evner at få budskabet igennem, og det bliver nok svært at undgå, at din mand, i et eller andet omfang, vil føle sig meget berørt af situationen. For ham er det svært at få sagt fra, fordi der er så meget ubehag ved, at skulle sige eller gøre noget, som kan resultere i, at ”mor” bliver ked af det. Det glæder også selvom han selv er meget frustreret over den måde, hans mor opfører sig på. Det bånd, han har til sin mor, er et ”blodets bånd”, som - selvom han nu er voksen - knytter ham til den historie, han og hans mor har sammen gennem hans barndom og opvækst.
Det kan være en svær opgave for par, at arbejde sammen om at få sat mor på plads. Han kan nemt komme i en situation, hvor han oplever, at han står i centrum for al kritikken, med sin mor på den ene side og familien på den anden. Alligevel er der er ikke andre veje ud af situationen, end få talt sammen. Din mand og du må få sat nogle klare rammer for, hvordan samværet med svigermor skal fungere fremadrettet - især nu, hvor hun er blevet alene og, måske i højere grad end tidligere, søger jeres selskab.
Jeg har i øjeblikket i min praksis to kvinder i samtale, som begge har svigermødre, som igen og igen overskrider deres grænser. Her har jeg igen fået bekræftet, at det ikke nytter noget, at prøve at ignorere svigermors grænseoverskridende opførsel eller forsigtig forsøge, at irettesætte hende. Små forsigtige hentydninger til hendes adfærd, har som regel ingen effekt i længden. Ofte vil man opleve, at det man har sagt enten ikke er blevet hørt, eller ikke forstået. Ofte kan de også får den utilsigtede virkning, at svigermor føler sig som offer, fordi hun ikke forstår konsekvenserne af sin adfærd, som i hendes optik er noget, hun føler, hun har ret til.
Mit råd til dig er, at du - uden at være for kritisk eller krænkende - skal tale med din mand om, at I, nu hvor hans mor er alene, må tale med hende om, hvordan jeres samvær med hende skal være fremover. I skal især have sat ord på, hvilke grænser I har omkring hendes kritik og indblanding. Hun skal også vide, at hun ikke bare kan anmelde sin ankomst, men at hun skal spørge jer, om det er belejligt.
Det kan godt være, hun bliver vred og snøfter, men det er til alles bedste, at I nu får taget hul på problemet, der ellers kan udvikle sig. Det er helt sikkert ikke acceptabelt, at hele familien flygter, når svigermor kommer på besøg, og lader dig alene tilbage med hende. Dit problem bør være hele familiens problem, hvilket også vil gøre det lettere, at I sammen fastholde jeres fælles grænser.
Så selvom din svigerfar lige er død, så er det tid til at tage fat på problemet, og kærligt, men bestemt holde fast i jeres grænser. Sørg også for, med jævne mellemrum, at samle op om aftalerne holder. Jeg indrømmer, det er en stor opgave, men situationen, som den er nu, er uholdbar.
Jeg ønsker dig al mulig styrke til, på en konstruktiv måde og til alles bedste, at få sat tingene på plads.
