Lever man i et registreret partnerskab, kan man stedbarnsadoptere sin partners barn fra fødslen, og det ønsker mange lesbiske.
Lesbiske vælger borgerlig vielse
Lesbiske vælger i højere grad end homoseksuelle mænd at blive borgerligt viet. Det viser en opgørelse over registrerede partnerskaber hentet hos Danmarks Statistik.
Mange vil adoptere
Kvinderne vil stifte familie, og en borgerlig vielse giver ret til at adoptere og arve hinanden, siger Ret&Råd.
”De fleste lesbiske ønsker at stifte familie. Lever man i et registreret partnerskab, kan man stedbarnsadoptere sin partners barn fra fødslen, og det ønsker mange lesbiske. Samtidig viser man omgivelserne, at man er en familie, og endelig får man de samme økonomiske fordele og rettigheder som andre ægtefolk. Det betyder, at et par af samme køn får mulighed for at arve hinanden. Lever man sammen uden at være viet i en juridisk bindende forstand, så risikerer man ikke at arve noget overhovedet, fordi de almindelige arveregler træder i kraft, med mindre der er lavet testamente. Som ugift arver man heller intet af partnerens andel i fællesejet lejlighed, hus, bil eller kapitalpension,” siger Casper Hauberg Grønnegaard, direktør hos Ret&Råd, der rådgiver i forbindelse med vielser og arveret.
Sidste år sagde 247 kvindepar ja til hinanden, mens kun 163 mandlige par valgte at blive lovformeligt smedet samen. I 2009 var tallene henholdsvis 243 og 145. Set over 2005-2010 er 40 procent flere homoseksuelle kvinder end mænd blevet gift.
Vigtigt at blive ”med-mor”
”Typisk ønsker parret, at kvinden, der ikke føder barnet, også skal være ”med-mor” og adoptere barnet. Adoption giver rettigheder i forhold til barnet, hvis man ikke er biologisk forælder, f.eks. i tilfælde af den biologiske mors død eller ved skilsmisse, så man fortsat kan være forælder,” siger Jeppe Hald, national projektmedarbejder hos Foreningen Sex og Samfund.
Lovgivningen blev sidste år ændret så homoseksuelle i registrerede partnerskaber og enlige homoseksuelle fra den 1. juli 2010 kunne søge tilladelse til at adoptere på lige fod med andre.
Fakta om regler for adoption af stedbarn
Som lesbisk kan du godt adoptere din partners barn. Kravet er, at barnet er blevet til ved kunstig befrugtning med anonym donorsæd, og at parterne boede sammen på tidspunktet for den kunstige befrugtning. Herudover skal de almindelige betingelser for stedbarnsadoption også være opfyldt.
Kilde: ret-raad.dk, 4. august 2011
Kategori: Parforhold
