Er han for umoden til parforhold? 

Hej Ingrid.
Min kæreste og jeg har været sammen i snart tre år, og flyttede sammen i marts måned. Vi er meget forskellige af natur: Han er tilbageholdende og ofte genert i sociale sammenhænge. Han tager tingene som de kommer og undgår helst at planlægge for langt ud i fremtiden. Han har det svært med aftaler, for, som han siger, så har vi jo kun ”talt” om det, men ikke aftalt noget fast!
Jeg er derimod planlægger af natur, husker ting og forventer altid at andre, deriblandt min kæreste, gør tingene på samme måde som jeg. Det giver ofte en del konfrontationer.
Vi har tit talt om at vi bliver nødt til at lave om på tingene. Jeg burde slappe mere af og han burde være noget mere opmærksom. Desværre har det ikke hjulpet at snakke om det. Jeg føler jeg gør min del, men jeg mangler, at han tager ansvar og bliver lidt mere voksen og begynder at forstå, at tingene ikke bare kommer af sig selv.
Han har altid haft det nemt, med nogle søde forældre som altid hjælper til rent økonomisk, og især hans mor er her og der og alle vegne. Jeg føler hans forældre gør ham en bjørnetjeneste ved altid at klare problemerne for ham. Hver gang tingene går i hårdknude for ham, sætter han sig ned og venter på at tingene løser sig af sig selv – for det plejer de jo at gøre! Om det er støvsugeren der trænger til en tur, en regning der skal betales, opvasken der vokser sig stor eller vinduet der skal lukkes efter han har røget, så forventer han at det ordner sig af sig selv.
Ingenting bliver gjort, med mindre jeg har mindet ham om det mange, mange gange. Han bliver oven i købet sur og irriteret, og så ender det med at jeg simpelthen må gøre det selv.
Jeg spørger ham tit, om det er dét her han vil og hver gang svarer han, at han elsker mig og ikke kan leve uden mig. Men jeg føler mig ikke rigtig overbevist: Jeg føler jo, at hvis han virkelig vil mig og vores forhold, så ville han mande sig op, og gøre ting helt af sig selv og begynde at tænke på andre end sig selv.
Jeg syntes, at jeg ofrer meget for at vi kan få tingene til at fungere, men han har svært ved at forstå, at når han tager i byen, hygger med venner og sover længe fredag og lørdag, så er det svært at få tid til mig og lektier om søndagen.
Jeg skriver til dig, fordi jeg virkelig ikke aner hvad jeg skal stille op. Jeg har lyst til at løbe min vej, og jeg orker snart ikke mere. Men jeg elsker ham også og jeg ved, at han elsker mig højt. Han er helt ulykkelig hver gang vi skændes, bliver ked af det, græder og lover hver gang, at han nok skal gøre dit og dat. Der sker bare aldrig noget...
Håber du kan hjælpe mig.
_____________________________

Tak for din mail, hvor du spørger om jeg kan hjælpe dig til at komme videre med forholdet til din kæreste. Du beskriver hvordan din kæreste ikke tager sin del af det fælles ansvar, hvilket du finder frustrerende. Du beskriver hvor han gennem sin opvækst ikke har lært og vænnet sig til, at skulle tage sig af sin del af opgaverne. Du beskriver ham som overbeskyttet af sine forældre, der altid ordner tingene, når tingene hober sig op for ham. Alt i alt konkluderer jeg, ud fra din beskrivelse af din kærestes adfærd, at han er temmelig umoden mht. at fungere i den slags parforhold, som du havde forventning om.
Du reagerer bl.a. ved at diskutere med ham og fortælle ham hvad du ønsker anderledes, og han lover igen og igen, at han nok skal gøre de ting, han har ansvar for. Det sker som regel alligevel ikke, selvom du gentager tingene mange gange. I stedet bliver han sur og irriteret - og det ender med at du selv gør arbejdet.
Når du siger til ham, at du vil forlade ham, bryder han sammen og siger, at han ikke kan leve uden dig. Men du er i tvivl om hvorvidt han virkelig elsker dig, når han ikke tager sig sammen og gør hvad I har aftalt.
Når han nu, igen og igen, har bevist, at er afhængig af dig til at få klaret sin del af opgaverne selv, så har han jo i og for sig ret i, at han ikke kan undvære dig. Men at han er afhængig af dig, er jo ikke nødvendigvis det samme som at han elsker dig …
Som jeg læser det, så har du påtaget dig en opdragerolle, i stedet for at indgå i et ligeværdigt parforhold. Nu skriver du ikke noget om hvor gammel din kæreste er, men som du beskriver ham, forekommer han slet ikke moden til parforhold: Han fortsætter den livsstil, han har haft hele livet, tingene kommer af sig selv og hvis han ikke får gjort det han skal, f.eks. får gjort rent, betalt regninger osv. ja, så ordner enten du eller hans forældre det for ham. Han går stadig i byen og sover længe både fredag og lørdag, og føler åbenbart ikke noget ansvar for at jeres liv fungerer. Så hvad skal du gøre?
Det bedste for jer begge vil umiddelbart være, at du beder ham om at flytte for sig selv, indtil han får lært at tage vare på sit eget liv ellers risikerer du at havne i en mor-rolle og/eller offerrolle, som tvinger dig ud i martyrrollen.
Selvom han flytter kan I jo, hvis I virkelig elsker hinanden, stadig ses når I har lyst. Så slipper du for at være barnepige for ham i dagligdagen. Og hvis han så bliver mere voksen og selvstændig af at bo lidt alene, så kan I jo flytte sammen igen, hvis kærligheden stadig er der og hvis I kan blive enige om hvordan jeres liv sammen skal fungere.
Hvis I vælger at flytte fra hinanden en tid, får du også lejlighed til at arbejde med de områder hvor du skal tænke og handle anderledes, end du gør nu. Du skriver, at du planlægger meget og har kontrol over tingene, og at du forventer, at andre har samme kontrol over tingene, som du. Men du glemmer en vigtig leveregel: Du kan kun have forventninger til dig selv, og du må acceptere, at alle andre er forskellige fra dig. For at leve med at have forventninger til andre, vil altid give mange skuffelser. Og det vil helt sikket ikke hjælpe, at du gentager din forventninger igen og igen. Du kan se hvordan din kæreste er blevet helt døv for dine krav og lukker ørene, når du skælder ham ud. Han behøver ikke tage det du siger alvorligt, for han ved jo af erfaring, at tingene alligevel bliver ordnet for ham til sidst. Og han kan, hårdt trængt, love bod og bedring, men han har jo set, at selvom han fortsat ikke tager ansvar, så har det ingen alvorlige konsekvenser for ham. Så hvorfor så ikke bare køre videre i den kendte rille, det er jo gået godt hidtil..(!!)
Hvis du ikke vil tage det store skridt nu og vælger at I fortsat skal bo sammen, så bliver du nødt til at se i øjnene, at du har valgt en umoden kæreste. En kæreste der, af forskellige grunde, endnu ikke har lært at påtage sig sin del af ansvaret. Det er det forhold du står med lige nu. Du kan så prøve at have mere realistiske krav til ham, og opmuntre ham og rose ham for det han gør, i stedet for at bebrejde ham det han ikke gør. For måske er der også noget trods i ham og måske er han bare meget fokuseret på, at du ikke skal bestemme over ham og hans liv. Hvis du vælger at blive sammen med ham og samtidig gerne vil undgå for mange konfrontationer og diskussioner i forholdet, må du ophøre med at forvente at han er, eller nogensinde bliver, som dig - og i stedet glæde dig over de fremskridt, han forhåbentlig med tiden gør af sig selv.
Hvis din kærlighed til ham er stor nok til at leve med ham som han er, så kan det med tiden måske blive et godt forhold. Hvis du derimod kun kan leve med din kæreste, hvis han forandrer sig til at blive den partner, som du ønsker, han skal være, så tror jeg, at det er bedst at du ser virkeligheden i øjnene og indser, at det nok ikke sker inden for en overskuelig fremtid.
Jeg håber du kan bruge disse råd til at træffe nogle beslutninger. De forandringer der skal ske og de beslutninger der skal træffes, skal jo nok, taget hans adfærd i betragtning, komme fra dig.
Jeg ønsker for dig, at du får truffet den rigtige beslutning, en beslutning der i sidste ende kan blive positivt for jer begge to.

Held og lykke med at finde det mod, der skal til.

Kærlig hilsen,