_______________________________________
Jeg er lige fyldt 60 og har i 32 boet sammen med min jævnaldrende mand. Sammen har vi to dejlige døtre, på 19 og 21. Min mand og jeg er ikke gift, men for nylig foreslog han, at vi giftede os på min 60-års dag. Vielsen skulle foregå på rådhuset. Vores piger ville være der, og bagefter skulle vi fire fejre det med en hyggelig frokost. Jeg blev glad for hans forslag og var glad efterfølgende, dvs. faktisk i flere uger - indtil få dage før, hvor jeg pludselig følte, at jeg ikke kunne gennemføre det.
Min kæreste er naturligt nok meget vred, ked af det, skuffet, og føler sig til grin over, at jeg pludselig sagde fra. Nu siger han, at hvis jeg vil giftes med ham, skal jeg tage initiativet og "ned på knæ", som han udtrykker det.
Lige nu forsøger jeg, at finde ud af, hvorfor jeg ikke kunne gennemføre, at gifte mig med ham. Jeg er meget glad for ham, men jeg oplever ham som to meget forskellige personer. Han er på den ene side en sød, kærlig, varm, betænksom, nærværende og munter mand, men på den anden side er han også nærtagende, opfarende, en, der vil blande sig i/bestemme stort set alt, som skælder hårdt og vredt, næsten hadsk ud over bagateller. Det gør mig grædefærdig, skræmt, trist, som om alt bliver mørkt og trøstesløst.
Ja, jeg har måske selv givet svaret - men hvad skal jeg gøre? Er jeg "skør", som han siger, fordi jeg har boet sammen med ham i 32 år og så ikke vil giftes? Han siger, at hvis jeg ikke kan gifte mig med ham, må vi flytte fra hinanden, og det virker som den naturlige løsning- men det er næsten ikke til at overskue at tænke på.
_______________________________________
Tak for din mail.
Det er forståeligt, at din mand er skuffet og vred, og føler sig til grin over din beslutning. At opleve, at du fortryder brylluppet i sidste øjeblik, må helt sikkert føltes som en kæmpe afvisning af ham, og af hele grundlaget for jeres forhold. Det må uden tvivl have givet ham fornemmelsen af, at jeres forhold har hvilet på en løgn.
Din kæreste siger, at du må være "skør", når du efter 32 år ikke vil giftes med ham. Når han bruger ordet ”skør” er det måske, fordi dit valg i hans øjne virker ulogisk: I har delt livet med hinanden i 32 år og fået to dejlige døtre sammen - og så vil du alligevel ikke have ham. Han er blevet afvist, hvilket får ham til at ræsonnere, at du ikke vil have ham, hvorfor jeres forhold og samliv i hans øjne, ikke kan fortsætte.
Problemets kerne er, at du oplever, at din kæreste har to meget forskellige og modsatrettede personligheder. Du beskriver, hvordan han på den ene side kan være kærlig, varm, munter og nærværende, og på den anden være en nærtagende og opfarende mand, som kan finde på at skælde ud over bagateller på en hård og ubehagelig måde.
Mit råd til dig er, at du søger professionel hjælp, for jeg mener, at der er rigtig meget omkring dit forhold, som du bør få afklaret, før du træffer en endelig beslutning omkring jeres forholds fremtid.
Du beskriver, hvordan din kærestes mørke sider får dig til at føle dig skræmt og trist, og hvordan hans adfærd påvirker din sindsstemning. Måske har du set mere af hans mørke sider de seneste år? Måske har du efterhånden svært ved, at se gennem fingre med hans opførsel? Måske er dit sind nu fyldt til randen af alle de gange, du har skullet komme dig over hans udfald mod dig? Måske føler du, at du accepterer hans omskiftelige sind, hvis du siger ja til at leve med ham til "døden jer skiller"? Og måske skræmmer det dig at tænke på, at I skal blive gamle sammen, og måske i mange år gå op og ned af hinanden som pensionister? Eller måske har du inderst inde bare brug for at have en dør åben, så du føler dig fri til at gå, skulle det hele bliver for meget for dig?
Noget tyder på, at din kæreste har nogle følelsesmæssige forstyrrelser, som han ikke kan kontrollere. Jeg ved ikke om du har gjort ham klart, at du har meget svært ved at komme videre, når der har været en situation, hvor han har været ude af balance. For det kunne være, at stille det, som betingelse for et fortsat samliv, at han får gjort noget ved de problemer han har med at styre sig selv.
En psykolog vil kunne hjælpe dig med at få den afklaring, du har brug for, for at kunne træffe de beslutninger omkring dit liv og din tilværelse. For det er en stor ting, at gå fra hinden efter så mange år, og det kan være svært at overskue, at skulle starte forfra. Men hvis jeres forhold er slidt op af din mands omskiftelige sind og lave frustrationstærskel, så kan 30 års samliv mere, også blive et sandt mareridt.
Jeg tror det er klogt af dig, at forsøge at få klarhed over, hvad det er i dig, der gør oprør mod at blive gift med den mand, du har kendt så længe. Samtidig håber jeg, at du vil have modet til at handle på den klarhed, som du når frem til.