Her den anden aften var vi kommet hjem efter en tur ude. Vi havde talt om at der var nogle breve der skulle skrives. Som vanligt insisterer min mand på, at det skal foregå nu og her, hvortil jeg indvender, at jeg helst vil vente til dagen efter. Jeg foreslog, at hvis han insisterede på at det skulle ske her og nu, så kunne han jo selv klare opgaven. Så startede balladen! Han truede (dog uden at slå), sagde nedgørende ting om mig og råbte, at han ville skilles.
I perioder råber han flere gange om dagen at han vil skilles. Ikke at jeg vil, men sker det, så sker det. Jeg har blot besluttet, at hvis det er dét han vil, så må han selv tage initiativet til det. Jeg forbyder ham ikke at gå.
Jeg er klar over at mange af hans udbrud skyldes frustrationer, for dagen efter er han sød og kærlig. Men det er hårdt at høre på, så længe det står på.
Når han er vred, bebrejder han mig min adfærd, siger at jeg er arrogant, og at jeg tror, jeg er Guds gave til folket. Han vil have at jeg siger undskyld og at jeg siger tingene på en anden måde osv. Jeg er ikke uden fejl, men jeg vil ikke blive ved at sige undskyld og glatte ud for husfredens skyld. Min teenagedatter er flyttet, fordi hun ikke gider høre på ham mere. Jeg forstår hende godt!
Og hvorfor er jeg ikke også bare flyttet? Ja, det spørger jeg også mig selv om. Ofte! Men vi har en søn sammen på 10 år, og det gør det svært. Hvis jeg var sikker på, at min søn ville følge med mig, havde jeg taget initiativet til skilsmisse for længe siden. Men det har jeg aldrig sagt højt.
Jeg føler mig overbevist om, at min mand har psykopatiske træk - en diagnose, jeg ved kræver lang tids udredning, men alligevel. Og hvorfor spilder jeg din tid med at skrive og håbe på, at du vil besvare et så banalt brev? Jamen, jeg håber at du måske har nogle tricks, som jeg kan bruge til at få tingene til at glide lettere på hjemmefronten, så det bliver lidt rarere for min søn og jeg.
_________________________________
Tak for din mail og dit spørgsmål til, om jeg kender nogle tricks, som kan få tingene til at glide lettere for jer på hjemmefronten.
Allerførst vil jeg lige sige til dig, at du bestemt ikke spilder min tid ved at skrive til mig, og at jeg absolut ikke opfatter dit brev som banalt. Tværtimod. Jeg tænker, at din mands adfærd må være meget tung at bære for både dig og for børnene.
Det kan være virkelig opslidende, at leve sammen med en mand, der har en så lav en frustrationstærskel. Jeg vil ikke begive mig ud i at sætte nogen diagnose på din mand, men udfra det du skriver, så mangler han impulskontrol. At råbe af dig, at true dig og nedgøre dig, er voldelig adfærd.
Din teenagedatter har jo klart vist, hvad din mands adfærd gør ved atmosfæren i hjemmet, når hun så tidligt har forladt hjemmet. Og jeg formoder, at din mands adfærd også belaster din søn. Din søn og du lever stadig i en atmosfære, hvor der hvert øjeblik kan sprænge en bombe, hvis du siger eller gør noget, der ikke lige passer ham.
Det er også betænkeligt, at han forlanger, at du skal sige undskyld for at være den, du er. At du skal sige undskyld for, at din mand bliver vred og ikke kan styre temperamentet, kan være skadelig for både dig, men også for jeres børn. Når børn er tilskuere til den adfærd, kan det på længere sigt blive svært for børnene selv, at kunne skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert, og hvor grænserne er for, hvad de skal finde sig i.
Det er samtidig også svært for dig, at være en god rollemodel for børnene under disse vilkår, hvor du for ofte bliver nedgjort. Så måske er det ikke tilstrækkeligt, at lære nogle tricks, som kan få tingene til at glide i hverdagen. Måske er det vigtigere, at du får taget stilling til, hvad du vil byde dig selv og dine børn fremover: Kan du acceptere det liv du kommer til at leve, hvis du skal bruge tricks for at undgå din mands trusler og impulsgennembrud?
Jeg tror godt, at du kan mindske hans udbrud, men det kræver, at du konstant er et skridt foran ham. Dvs. at du hele tiden er bevidst om, at hvis du gør eller siger noget, der er i modstrid med det han har behov for lige nu, kan det medføre et af hansudbrud. Det betyder, at du, når du mærker at hans frustrationstærskel er helt i bund, føjer ham med det samme.
Jeg tror, at du kan udvikle en fintfølende radar overfor hans uligevægtige sind. Derved kan I undgå en masse dårlig stemning og ødelagt atmosfære i hjemmet, men spørgsmålet er, om det vil være bæredygtigt i længden? Kan du leve med altid at være på vagt? Hvad vil der ske med din selvrespekt og hvad vil der ske på det psykiske plan for din søn, der skal være vidne til det stadig nogle år endnu? Vil din søn kunne bevare respekten for dig, og vil han kunne udvikle sig til et harmonisk menneske med en opvækst i en disharmonisk atmosfære?
Mit råd er, at du enten vælger at følge din mands spilleregler, altid føjer ham og derved oplever færre impulsgennembrud fra hans side - eller at du vælger at handle, ved at I f.eks. flytter hver for sig. Du kan dog også i første omgang vælge, at sige til din mand, at enten må han i en eller anden form for behandling og lære at styre sine udbrud, eller også må han leve alene.
Livet med din søn er der lige nu og bliver ikke genudsendt senere. Derfor skal du ikke vente med at vælge hvilken retning du vil gå, men træffe en beslutning nu, en beslutningen truffet udfra hvad der tjener helheden bedst for jer alle fire.
I håb om at du træffer det bedste valg for jer og handler på det, sender jeg dig mod og styrke.
/KvindeGuiden.dk
