1. Så karseæg
Fyld udblæste æggeskaller med vat eller jord, og så karsefrø i dem. Dekorér skallerne med små ansigter, og se de grønne 'frisurer' spire frem allerede efter få dage. En sjov og dekorativ aktivitet, som både pynter og kan spises.
2. Pynt et påsketræ
Find friske forårsgrene og pynt dem med små figurer i papir, uld eller træ. Påsketræet bringer foråret ind i stuen og er en kreativ aktivitet, som både børn og voksne kan deltage i.
3. Mal æg
Malede æg har været kendt som gaver i mange hundrede år. I dag dekoreres æg nemt med tusser, men man kan også vælge at koge æggene sammen med for eksempel løgskaller, teblade eller kaffe som farvekilder. Inden kogningen kan æggene forsynes med mønstre i stearin, der hvor stearinen dækker, kommer der ingen farve. En sjov batikeffekt opnås, hvis man krammer silkepapir sammen om ægget inden kogningen. Få ideer til naturlig favning af påskeæg
4. Trille æg
En klassisk udendørs leg for hele familien. Hver deltager har et hårdkogt æg, som trilles ned ad en bakke eller skråning. Vinderen er den, hvis æg når længst eller hurtigst til bunden – en enkel og altid populær påskeaktivitet.
5. Trante æg
Her bruges en skrå flade – fx en tagsten eller et bræt – til at trille æg ned ad. Den første deltager sender sit æg afsted, og den næste forsøger at ramme det. Rammer man, vinder man ægget. Legen kan spilles både ude og inde og vækker altid begejstring.
6. Æggeløb
Hver deltager får et hårdkogt æg og en teske. Afsæt en bane med start- og mållinje – og eventuelt nogle forhindringer. Det gælder om at komme først i mål uden at tabe ægget. Vil man gøre det ekstra svært, kan skeen holdes i munden.
7. Pikke æg
To og to stiller sig over for hinanden med et hårdkogt æg i hånden. Spidserne vendes mod hinanden. Den ene siger 'Helt æg', og den anden svarer det samme. Så pikker (prikker) man æggene mod hinanden. Den, hvis æg revner, taber – og vinderen får ægget som præmie.
8. Æggejagt
Lav en æggejagt i haven eller huset, hvor børnene følger spor eller ledetråde fra det ene gemte æg til det næste. Det sidste æg kan gemme på en chokoladepræmie. Æggene kan også farvekodes, så hvert barn leder efter sin farve.
Under jagten kan I synge den hyggelige børnesang 'Der har været en lille påskehøne' – en oplagt ledsager til legen. Lyt med her, hvor Alberte synger sangen: