Her venter de ypperste te-oplevelser
Det lille te-ritual
Der er næppe et ord, der beskriver te-drikning bedre end ordet ’hygge’. Det er hele det lille, afstressende ritual omkring tilberedelsen; fra te-dåsen åbnes og duften rammer næseborene, til tebladene ligger i potten, det kogende vand hældes over og teen trækker. Med teen i koppen, skal den lige en gang forbi næsen, så man kan opleve duften af den dampende varme te, inden man tilfreds sætter koppen for munden. Ahhhh.
Oprindelsen af Europas tekultur
Siden teen holdt sit indtog i Frankrig i midten af 1600-tallet, bredte dens popularitet sig hurtigt til alle hjørner af Europa. Alligevel har man nok ikke dengang haft fantasi til at forestille sig, at den eksotiske, varme drik ville blive en så integreret del den europæiske kultur, som den er i dag. Generation efter generation har høj som lav, på tværs af klasseforskel og etnicitet, og ofte i forbindelse med en lille pause i hverdagen, nydt en varm kop te.
Et besøg i et Danmarks ældste tehuse

Som én af de første te-forhandler i Danmark introducerede Østerlandsk Thehus i slutningen af 1800-tallet teen herhjemme. Danskerne fattede hurtigt interesse for den sanselige te-oplevelse, og siden har Østerlandsk Thehus gennem generationer, importeret nogle af verdens fineste teer.
Blandt husets originale teer, er den eksklusive, sorte ’Admiralitets The’, som her, mere end 130 år senere, stadig er en af tehusets mest yndede teer.
Ligesom den klassiske ’Admiralitets The’ stadig har plads på tehusets hylder, så har Østerlandsk Thehus også formået at værne om tehusets lange historie ved at bevare den gamle butik på Nørreport i sin oprindelige pragt.
For en inkarneret te-elsker er et besøg her en helt særlig oplevelse; Med duften fra hundredvis af teer, alle sirligt opbevaret i glas og dåser, på rad og række, og fra gulv til loft, og med de originale træreoler og den fine købmandsdisk, får man fornemmelsen af, at tiden er stået stille.
Denne helt særlige atmosfære er med tiden blevet en vigtig del af det der kendetegner Østerlandsk Thehus, og derfor er tehusets filialer på Frederiksberg, Strøget og i Lyngby, indrettet i samme smukke, romantiske stil.
Gamle traditioner i en moderne verden
Butikkernes nostalgiske indretning og særlige atmosfære betyder imidlertid ikke, at Østerlandsk Thehus har stået stille. Tehuset forhandler stadig deres originale teer, men gennem årene er mere end 200 nye teblandinger kommet til, som blandt andet er inspireret af idéer fra tehusets kunder og medarbejdere, fortæller Jakob Holst, salgschef og presseansvarling hos Østerlandsk Thehus.
Det er te-blandinger, der imødekommer moderne tedrikkeres smag for kvalitetsteer med nøje udvalgte noter af blandt andet frugt og bær, urter og krydderier, lakrids og karamel.
”Danskernes smag for te er individuel og alsidig, hvilket afspejles i vores store udvalg af te-blandinger, og af de nye blends, vi løbende udvikler” fortæller Jakob Holst. ”Vores kunders valg af te afhænger blandt andet af årstiden, højtider og tidens trends. Lige nu topper Lakrids, Cool Mint, Sweet Lemon, HC Andersen, Harlekin, Strawberry Cream, Kiss Me Quick, Colombine, Lady Grey Organic, Double Ginger Happiness, vores bestsellerliste.”
Nye te-trends

Ifølge Jakob Holst er moderne te-drikkere knapt så traditionelle i deres valg af teer, som tidligere. Man vil gerne have nye te-oplevelser med nye blends, og de fleste te-drikkere har indtil flere forskellige te-blandinger stående, så man har et udvalg af teer, der passer til lejligheden.
Mens hangen til te er lige udbredt blandt mænd og kvinder, så synes der at være nogen forskel på hvilke te-blandinger kønnene foretrækker.
”Nu har vi ikke nogen konkret empirisk undersøgelse af mænds og kvinders te-præference, men min personlige vurdering er, at mænd nok har en tendens til at vælge kraftige the’er og sorte the’er, hvor kvinder synes at hælde lidt mere til grønne og hvide the'er samt de sødlige urte-the’er” siger Jakob.
Blandt nye tetendenser, oplever Østerlandsk Thehus en voksende interesse for økologiske teer.
”Det har været en spændende udfordring for os at udvikle vores sortiment af økologiske teer. Men med et voksende salg af vores bæredygtige te-blandinger, så er der ingen tvivl om, at kunderne mener, vi er lykkes. Det viser at man ikke behøver at gå på kompromis med smag og kvalitet ved at vælge vores økologiske varianter.”