Sæsonen er fra februar til maj, men kan variere i op til flere uger, alt efter hvor kold vinteren har været. De lækre små fiskeæg er altid dyrere i begyndelsen af sæsonen end senere, når de kommer i højsæson. Selve stenbideren spiser man sjældent, fordi den simpelthen ikke smager særlig godt, til gengæld er dens æg guddommelige.
Stenbiderrogn smager fantastisk sammen med rødløg og creme fraiche på toast, og skal det være ekstra lækkert, så kan vi anbefale at du prøver denne opskrift med rødbedesalat som er til 6 personer og hentet fra Trine Hahnemanns kogebogsklassiker 'Det skandinaviske køkken', der kan lånes på biblioteket.
Kartoffelkager med stenbiderrogn og rødbedesalat
6 personer
Rødbedesalat
- 2 rødbeder på ca. ½ kg hver
- saft af 1 lime
- salt og friskkværnet peber
Stegte kartoffelkager
- 600 g skrællede og revede kartofler
- 4 forårsløg, finthakkede
- 4 æg
- 4 spsk havregryn
- 1 spsk sesamfrø
- 1 tsk revet muskatnød
- 1 spsk timianblade
- 2 spsk olivenolie
Til servering
- 2 spsk finthakket purlog
- 1½ dl cremefraiche 18%
- 400 g stenbiderrogn
Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 180 gr.
Kom rødbederne på en bageplade, og bag dem i ovnen i 30 minutter. Tag dem ud, og lad dem afkøle en lille smule, før de skrælles. Skær rødbederne i meget små tern, og vend dem med limesaft, salt og friskkværnet peber.
Lav imens kartoffelkagerne. Bland de revne kartofler, forårløg, æg, havregryn, sesamfrø, muskatnør, timianblade, salt og friskkværnet peber i en skål.
Kom olien på en stegepande, og lad den blive mellemvarm. Brug en lille ske til at forme kartoffelkagerne, og læg dem i olien. Pres dem ned, så de bliver flade. Steg dem på hver side i 5 minutter, eller til de er sprøde. Rør imens de hakkede forårsløg i cremefraichen.
Læg kartoffelkagerne på et fad. Kom 1 spsk. stenbiderrogn oven på hver kartoffelkage sammen med ½ spsk. rødbedesalat og lidt forårsløgcreme. Kværn til sidst lidt peber over dem, og server straks. Gerne med kold øl og snaps eller en god vin.