En god rødspætte er altid en fornøjelse for ganen, og cashewsmørret i denne ret giver den traditionelle danske fisk et lidt anderledes twist. Opskriften er fra den nye kogebog <link https: www.kvindeguiden.dk _self> Hedeturen går til køkkenet, som er skrevet af Søs Wollesen, Louise Bruun og Birdie Bjerregaard. Retten er, ligesom alle de andre skønne retter i bogen, fuld af sunde, gode ingredienser, som ikke mindst kvinder i overgangsalderen, har behov for.
I retten indgår f.eks. cashewnødder, som indeholder tre energigivende næringsstoffer; protein, kulhydrat og fedt. Mængden af mættet fedt (den type fedt, vi helst ikke skal have for meget af) i nødder er meget lav, og de indeholder hverken kolesterol eller transfedtsyrer. Til gengæld indeholder nødder masser af de sunde enkelt-umættede fedtsyrer – heriblandt de vigtige vegetabilske omega-3 og omega-6 fedtsyrer.
Her følger opskriften på rødspætte med cashewsmør – og nederst følger blomkål i grønkålspesto:
Rødspætte
• 1 rødspætte per person
• smør til stegning
• havsalt
Cashewsmør
• 200 g cashewnødder
• 2 fed hvidløg
• 1 bundt dild
• saft af 1 citron
Sådan gør du:
• Smelt en klat smør på panden.
• Steg rødspætterne, til de er lysebrune – cirka 5 minutter på hver side ved svag varme.
• Krydr med salt.
• Kom cashewnødder, hvidløg, dild og citronsaft i en blender og kør, til konsistensen er som fed, lækker smør.
• Server rødspætten med smørret ovenpå og en stor skål kålsalat.
Blomkål i grønkålspesto
• ½ blomkålshoved
Pesto
• 4 stilke grønkål – kan erstattes med
frisk spinat
• 1 håndfuld valnødder
• 2 fed hvidløg
• saft af ½ citron
• 2 dl olivenolie
• 1 nip havsalt
Sådan gør du:
• Hak blomkålen fint og stil det til side i en skål.
• Kom alle ingredienserne til pestoen i en blender.
• Kør til konsistensen er fin og jævn.
• Spæd eventuelt op med lidt mere olie.
• Bland pestoen med blomkålen.
• Smag til med salt.
Kategori: Opskrifter & råvarer
