Det skal være nemt at mindske madspild
Der skal konkrete og nemme redskaber til at hjælpe familierne til at undgå madspild og sætte skraldespanden på slankekur. Derfor har Selina Juul samlet nogle af Danmarks dedikerede madspildsbekæmpere: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, den kendte TV-kok Timm Vladimir, mad-iværksætteren Anh Lê, de gastronomiske superstjerner Francis Cardenau og Michel Michaud samt kogebogsforfatteren Louisa Lorang.
Sammen har de forfattet en brugbar og enkel kogebog om madspild, ’Mad med respekt - En familiekogebog, der mindsker madspild’, som netop er udkommet på forlaget Gyldendal.
“Vores kogebog vil give danske familier jordnære redskaber til at blive bedre til at udnytte maden og til at passe på både pengepungen og miljøet,” siger Selina Juul og fortsætter:
“Bogen er et stor tag-selv-bord af gode råd, opskrifter, tips og forslag til, hvordan familien kan blive endnu bedre til at udnytte maden mest muligt. At undgå madspild handler i den grad om at få større respekt for mad - og for den gigantiske proces, som har sørget for, at vi får mad på tallerkenen.”
Spar tid, penge og hjælp miljøet
Det er en overskuelig og nem guide, som i øjenhøjde skal få danske familier til at få større respekt for maden, til at spare tid og penge og samtidigt hjælpe miljøet.
Alle bogens 80 opskrifter i bogen er baseret på madvarer, som er blandt dem, der typisk smides ud i danske husholdninger, og viser også konkret, hvordan resterne opbevares og udnyttes bedst muligt samt hvordan måltider og indkøb planlægges med henblik på at mindske madspild.
Her får man både idéer til morgenbordet, madpakken, mellemmåltidet, frokosten, -aftensmaden, desserten og festen samt tips, viden og gode råd til en husholdning uden madspild.
Hvert solgt eksemplar af "Mad med respekt” udløser en donation til Folkekirkens Nødhjælp. Bogen kan bestilles hos Gyldendal