En ægte klassiker: Et stykke godt rugbrød højt belagt med biksemad, hakkebøf og spejlæg.
Det skal du bruge ...:
8 smørrebrødssnitter
∙ 4 skrællede kartofler (ca. 400 g)
∙ 1 forårsløg
∙ 10 g smør
∙ 1 spsk worchestershiresauce
∙ ¾ tsk groft salt
∙ Friskkværnet peber
∙ 400 g hakket oksekød (ca. 6% fedt)
∙ 10 g smør
∙ 8 vagtelæg
∙ 10 g smør
∙ 4 skiver fuldkornsrugbrød
∙ 8 skiver syltede rødbeder
∙ 1 spsk dijonsennep
Sådan gør du ...:
Kartoffelbiks: Skær kartoflerne i meget små tern og hak forårsløget fint. Lad smørret blive gyldent i en pande og steg kartoflerne ved jævn varme i ca. 5 min. - under omrøring. Tilsæt forårsløg, worchestershiresauce, salt og peber og steg i yderligere ca. 5 min., stadig ved jævn varme og under omrøring.
Form 8 bøffer (ca. 5 cm i diameter). Lad smørret smelte i en pande ved kraftig varme, men uden at det bruner. Brun bøfferne ca. 1 min. på hver side. Steg dem færdige ved jævn varme i ca. 4 min. - vend af og til. Drys med salt og peber og hold dem varme.
Slå de 8 vagtelæg ud i 8 små beholdere, brug fx æggebægre. Lad smørret blive gyldent i en pande. Fordel æggene i panden og steg dem i ca. 1½ min. - eller til hviden er stivnet.
Ved serveringen: Udstik 8 runde skiver rugbrød (ca. 5 cm i diameter). Læg en rødbede og en bøf på hver skive rugbrød. Smør lidt sennep på hver bøf, læg 1 spsk kartoffelbiks ovenpå og afslut med et spejlstegt vagtelæg. Server straks.