"Det er spændende at være en del af oplysningsinitiativer for en vigtig organisation som Amnesty. Jeg støtter Amnestys arbejde, fordi det er min mulighed for at gøre en lille forskel." Tusnelda Bloch, CEO / Creative Director. Kjole fra TUSNELDA BLOCH
Tøjdesignere giver 128.000 kroner til Amnesty
Amnestys tøjkollektion PROTECT ME, som i 2008 satte fokus på 60-året for FN’s Verdenserklæring, gav i år et kontant udbytte godt 128.000 kroner til kampen for menneskerettighederne. Kollektionen er skabt af modedesignerne Tusnelda Bloch Copenhagen, Aucom Cph, d’AHrling og Black Milk, som gratis har stillet deres arbejdskraft og kreativitet til rådighed for Amnestys kampagne. Topscorer blev igen i år Tusnelda Bloch, der har givet Amnesty en check på 36.000 kroner.
”Vi er utrolig glade for at kunne støtte op om Amnesty International, og det giver en ekstra dimension i vores arbejde, når vi kan være med til at støtte op om menneskerettighederne. Derfor fortsætter vi også samarbejdet næste år”, siger Tusnelda Bloch.
Tusnelda Bloch Copenhagen har designet en cardigan; Aucom cph en t-shirt til drengebørn; d’AHrling har kreeret en kjole og Black Milk et par jeans. Tøjet har været til salg i butikker i hele landet siden august i år og er udstyret med en PROTECT ME hanger med information om designernes engagement i kampagnen samt FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Med børnetøjet følger desuden tegneren Jacob Martin Strids lille børnebog om børns rettigheder.
Amnesty International glæder sig over tøjdesignernes opbakning til menneskerettighederne og takker for den flotte donation, som nu skal kanaliseres ud i arbejdet for at stoppe krænkelser og overgreb over hele verden. Amnesty præsenterer i februar en ny PROTECT ME kollektion ved modemessen i København til februar.
”Menneskerettighederne og retssikkerheden er under stort pres i det meste af verden på grund af krigen mod terror. Derfor er det mere end nogensinde nødvendigt at kæmpe for de rettigheder, som visionære statsledere enedes om for 60 år siden. Takket være samarbejdet med nogle af Danmarks bedste tøjdesignere, som har stillet deres tid og kreativitet til rådighed, håber Amnesty at udbrede kendskabet til menneskerettighederne til endnu flere danskere”, siger Sara Haugesen, der er PR-ansvarlig i Amnesty Internationals danske afdeling.
Kategori: Stil & mode
