Hun er en af tidens mest talentfulde unge designere. Allerede inden hun forlod Dansk Designskole i 2009, skabte hendes design opmærksomhed i både Danmark og udlandet. Snart var der bud efter hende og allerede inden hun var færdiguddannet, var hun ansat som juniordesigner for Alexander McQueen i London.
I februar 2010 fremviste hun, sammen med designeren Katrine Hedegaard, en kollektion ved det prestigefyldte Vauxhall Fashion Scout Show i London og her blev det for alvor tydeligt, at Anne Sofie Madsen besidder et særligt talent. Modeskribenter fremhæver blandt andet hendes unikke evne til at kombinere luftige materialer, med det stramme og avantgarde-agtige. Nogle mener, at hendes kollektioner er præget af hendes tid hos trendbureauet Pecler Paris, og senere hos den skandaleombruste designer John Galliano. Selv skulle hun have udtrykt sin beundring for designere som Jeanne Lavin, Yves Saint Laurent og Pierre Cardin.
I denne uge præsenterede hun sin nyeste kollektion ved åbningen af Copenhagen Fashion Week - en elegant og stilfuld kollektion med smukke, harmoniske kontraster og detaljer, inspireret af alverdens store kulturer. Ingen tvivl om, at Anne Sofie Madsen og hendes smukke og ikoniske kollektioner, vil blive bemærket og nydt på moderedaktioner verden over.
Kategori: Stil & mode
