"Det tages ofte for givet, at kærlighed og tosomhedens romantik er det samme, men det ræsonnement bunder i et for snævert og misvisende begreb om kærlighed" siger Jens W Pedersen. Han mener ikke, at vi mennesker nødvendigvis er bedst tjent med per automatik at se os om efter en kæreste, når vi savner kærlighed.
"I virkeligheden oplever vi kærligheden i mange relationer og sammenhænge, og den form for kærlighed, der fylder i det enkelte menneskes liv, er ikke nødvendigvis parforholds-kærligheden," siger forfatteren. "Vores mainstream-kultur er fyldt med den romantiske kærlighed. Især i film og popmusik skabes der en forventning om, at kærligheden skal realiseres inden for disse rammer. Vi præsenteres stort set ikke for andre modeller, og det gør os blinde for andre former for kærlighed" forklarer Jens W. Pedersen, som mener, det er vigtigt at huske, at kærlighed kan opsøges og erfares på andre måder:
”Kærlighed kan for eksempel være noget spirituelt, en kærlighed til livet selv, til familie eller venner.”