Spadag: Lavendelolie mod angst og søvnløshed?
Trods den manglende forskning på området, er der alligevel stor afsætning på kosttilskud, der indeholder lavendel, ligesom lavendelolie i stor stil anvendes til aromaterapi. Mange mennesker oplever, at duften af lavendel virker afslappende og beroligende, og derfor findes der et stort marked for lavendelprodukter; æterisk lavendelolie, der kan bruges til potpourri, aromalamper, diffusere og duftsten, og lavendelduftende badeolier, sæber, parfumer og cremer samt duftlys og -pinde.
Fremstil din egen lavendelolie
Er man så heldig at have duftende lavendel i sin have, så kan man selv fremstille sin egen lavendelolie. Fra Anemette Olesens inspirerende lille bog ’Duftende planter’ fra forlaget Koustrup & Co, bringer vi hendes tips til fremstillingen.
Sådan gør du:

- Smør mandelolie på to rene plader af glas (fx fotorammeglas)
- Fordel de friske lavendelblomster over en af glaspladerne og tryk den anden glasplade ovenpå.
- Læg glaspladerne ud i solen, så blomsterne opvarmes i olien.
- Efter et par timer skrabes olien af glasset med en dejskraber og sies for blomster. Lavendelduften er nu vandret over i olien.
- Den frasiede olie smøres igen på glaspladerne og en ny portion lavendelblomster drysses ud over olien. Glaspladerne lægges endnu engang sammen og placeres i solen. Processen kan gentages, indtil olien har den duftstyrke, man ønsker.