Undersøgelser viser, at afbrænding af levende lys er en væsentlig kilde til partikler i indendørsluften. Derfor kan det være en god idé at vælge de lys, der afgiver færrest partikler. Og så i øvrigt huske at lufte ud, efter at der har været gang i hyggebelysningen - ikke mindst her op til jul.
Test vister, at at der er forskel på hvor mange partikler, der afgives fra fyrfadslys, bloklys og stagelys. Fyrfadslysene afgiver færrest partikler, mens stagelysene afgiver flest. Bloklysene ligger midt imellem.
En del af forskellen skyldes, at lystyperne simpelthen brænder med forskellig hastighed. Der brændes fx 3-4 gange så meget materiale af i timen fra et stagelys end fra et fyrfadslys.
Gode råd om levende lys
- Stil ikke levende lys i træk
- Klip vægen ned
- Pust lyset ud, hvis det soder
- Luft godt ud flere gange om dagen - men sluk de levende lys imens!
- Undgå duftlys. De kan afgive allergifremkaldende stoffer
- Vær opmærksom på, at lys med sølv- og guldglimmer, påtryk og applikationer kan afgive flere partikler og sode mere end almindelige lys
- Gå ikke fra tændte lys
- Stil ikke levende lys på fjernsyn eller andre elektriske genstande
- Stil lys på et brandsikkert underlag
- Stil tændte stearinlys uden for børns rækkevidde