Det økologiske salg i Danmark stiger fortsat. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af øko-varer steg med 7 procent sidste år. Den økologiske omsætning indenfor dagligvarehandlen er 5,5 mia. og den økologiske markedsandel er dermed oppe på 7,6 procent.
”Der er aldrig blevet solgt så mange økologiske varer i Danmark, og det er meget glædeligt, at de danske familier stadig køber mere og mere økologi. For når danskerne lægger økologiske varer i deres indkøbskurv, gør de en forskel. De er eksempelvis med til at beskytte deres familier imod rester af sprøjtegifte og unødvendige tilsætningsstoffer, og samtidig beskytter de det danske drikkevand mod forurening med sprøjtegifte,” siger markedschefen i Økologisk Landsforening, Henrik Hindborg.
Økologiens mange fordele
Ved at købe økologi er man også med til at fremme en rig og ren natur. På grund af fraværet af pesticider, er der i gennemsnit er op til 30 procent flere vilde plante- og dyrearter på økologiske arealer sammenlignet med ikke-økologisk landbrugsjord.
Samtidig undgår man en lang række kemikalier i form af kunstige farvestoffer, aromastoffer og sødemidler. I ikke-økologiske fødevarer er det tilladt at bruge 370 forskellige tilsætningsstoffer, mens kun 49 af disse stoffer er tilladt i økologisk mad.
Salgværdien steg indenfor alle hovedgrupper
”Med undtagelse af grøntsager, hvor salgsværdien er stort set uændret, er det glædeligt, at salgsværdien steg indenfor alle de store hovedgrupper, som eksempelvis kolonial, mejeri og kødvarer,” siger markedschef Henrik Hindborg.
Salgsværdien af økologisk mælk, ost og æg i dagligvarehandlen steg med 10 procent fra 2010 til 2011. Den største stigning var for syrnede mælkeprodukter med 18 procent og ost med 14 procent. Med en omsætning på 1,9 mia. kroner udgør mælk, ost og æg den største enkeltgruppe af økologiske fødevarer.
”Ved at købe økologisk mælk er man med til at sørge for, at køerne kommer ud på græs. Det er naturligt for køer at gå ude og godt for deres velvære og sundhed. Alle økologiske køer er på græs i sommerhalvåret. Langt hovedparten af køerne i den ikke-økologiske produktion oplever ikke at komme på græs en eneste gang i løbet af deres liv,” siger Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.
Kategori: Forbrugernyt
