Vi smider rigtig meget mad ud i skraldespanden, som kunne have været endt på spisebordet. I alt smider vi danskere 237.000 tons mad ud årligt. Det viser tal fra Landbrug & Fødevarer. Dugfriske tal fra Miljøstyrelsen viser desuden, at en almindelig dansk familie (mor, far og 1-2 børn) beboende i et étfamiliehus smider 105 kilo god spiselig mad ud pr. år. Omregnet til kroner og ører smider en gennemsnitsfamilie mad ud for 10.000 kr. om året.
Det er da for ærgerligt! Tænk på al den sjov, man kunne have haft for de penge i stedet. Og samtidig er madspild en stor belastning for vores miljø.
Små rester smides ud
Mange af os smider madrester ud, fordi resterne er for små til at udgøre et måltid. Derfor har Forbrugerrådet, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer i fællesskab udviklet en ny gratis app til mobiltelefonen, der kan hjælpe kreativiteten i gang, når det handler om at få genbrugt madrester til gavn for både miljøet og privatøkonomien.
”Vi har i vores nye undersøgelse spurgt forbrugerne, hvad de har brug for, for at spilde mindre mad, og forbrugernes svar er, at de mangler let anvendelige redskaber til at mindske deres madspild,” siger Karen Hertz Larsen.
Derfor har de tre organisationer lanceret app’en ”For Resten”, der giver gode idéer til retter med rester af alt lige fra risengrød til hakkebøf og yoghurt.
”Det er en app, som kan ende med at blive en rigtig god forretning for forbrugerne, fordi de kan bruge den til at mindske madspildet og dermed deres udgifter til mad med tusindvis af kroner,” siger Karen Hertz Larsen.
App’en giver opskriften
App’en fungerer således, at har forbrugeren bønner tilovers i køleskabet, går man ind under grøntsager i app’en og får et forslag til en opskrift, hvor man kan bruge sin rest. Falder opskriften ikke i brugerens smag, ryster man blot telefonen, og så kommer app’en med et nyt forslag.
App’en indeholder 8 kategorier som for eksempel mejeriprodukter, kød og krydderurter, og der er inspiration til at bruge rester af alt lige fra risengrød til hakkebøf eller yoghurt.
Sådan gør du
Åbn applikationen, find din rest i restehjulet og vupti – så får du et forslag til, hvad du kan lave. Hvis din mave er anderledes stemt, ryster du bare telefonen og får et nyt forslag.
For Resten-app’en vil løbende blive udvidet med nye rester og opskrifter, så vi kan skabe guld af alle Danmarks gode rester.
App’en er gratis, og du kan downloade den i <link https: itunes.apple.com us app for-resten _blank> App Store til Iphones og <link hhttps: play.google.com store apps _blank> Google Play til Android telefoner .