Der er masser af penge at tjene på e-handel i Danmark i en tid, hvor detailhandlen oplever stagnation og fald. fastslår FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel.
7 ud af 10 handler online
En stigning i år på 15% i omsætningen betyder, at danskerne køber online for mere end 45 mia. kr. i 2011, og de bruger både pc og mobil til e-handel. 7 ud af 10 voksne danskere e-handler, og de jager priser både på nettet og i de fysiske forretninger, inden de køber, hvor det er billigst.
“Der er stadig masser af penge at tjene på e-handel i Danmark. Vi har kun set toppen af isbjerget, når det gælder de mange muligheder på nettet. 50% af al detailhandel vil efter vores vurdering foregå på nettet i 2020, og allerede i dag bruger vi nettet I forbindelse med halvdelen af alle købsbeslutninger,” siger adm. direktør Annette Falberg for FDIH.
Recession ja – men ikke for e-handel
Danmark er pt. præget af recession, ikke mindst detailhandlen, der samlet oplever stagnerende eller faldende salg. Men inden for e-handel vokser omsætningen dag for dag.
”Alene i første halvår af 2011 er omsætningen på Dankortbetalinger på nettet steget med 15% i forhold til samme halvår i 2010. Så vores bud er, at danskerne i 2011 vil bruge for mere end 45 mia. kr. på e-handel, og det er der mange gode grunde til,” siger Annette Falberg:
“Danskerne er online stort set hele døgnet, ikke mindst med mobilen. Det er gået op for de fleste, at e-handel er både nemt og bekvemt, når det passer den enkelte. For slet ikke at tale om det langt større udbud af varer og services, som forbrugerne får adgang til online. Og i en krisetid er der ikke mindst mange penge at spare.”
Kilde: Dansk E-handelsanalyse, 2. kvartal 2011