400 indberetninger om ulovlige barrierer behandles i kommunerne
For et halvt år siden skød Friluftsrådet kampagnen "Gå Nye Veje - stop skilteskoven" i gang for at få nedbragt det høje antal af ulovlige barrierer, der er i den danske natur. Kampagnen har ledt til hundredvis af indberetninger om barrierer, danskerne møder i naturen, og nu meddeler Friluftsrådet at adgangssag nummer 400 sendt videre til behandling i kommunerne.
Der er op mod 80.000 barrierer i vores natur, vurderer forskere fra Københavns Universitet. Nogle er lovlige, men mange er det ikke. Den største gruppe er de såkaldte skræmmeskilte med tekster som "hunden bider", "privat - ingen adgang", "privat strand" eller adgang forbudt".
"Det er rigtig positivt, at så mange har fulgt opfordringen og gerne vil hjælpe os alle sammen med at få bedre oplevelser i naturen. Vi ved, at der er mange tusinde barrierer derude, så vi er glade for opbakningen", siger direktør i Friluftsrådet, Winni Grosbøll.
Det er de kommunale myndigheder, der afgør, om en barriere er ulovlig eller ej. Når Friluftsrådet modtager en indberetning fra en borger, bliver der foretaget en vurdering af, om sagen er relevant, og dem der er, bliver sendt videre til behandling og afgørelse hos den pågældende kommune. Nogle sager er komplekse, hvorfor behandlingstiden kan være lang, men i denne uge rundede Friluftsrådet den milepæl, der hedder 400 sager sendt videre til myndighederne.
Skiltesager fylder mest
"Vi vil gerne have mange flere sager, så jeg vil gerne opfordre alle til at blive ved med at registrere skræmmeskilte og -barrierer i naturen. Vores mål er at naturen skal være åben og tilgængelig i hele landet, så vi er tilfredse hver gang en ulovlig barriere bliver fjernet fra naturen" siger Winni Grosbøll. "Mange ved ikke, at skiltene er misvisende, så der er behov for, at folk bliver gjort mere opmærksom på, hvad de må i naturen - og dermed også, hvad de ikke må".
De 400 sager sendt videre til myndighederne er fordelt rundt om i hele landet, fra Bornholm til Nordjylland, og godt og vel 75 procent af dem er barrierer på privat jord, primært i det åbne land og i skove. 4 ud af 5 sager omhandler skilte.
"Det er ikke overraskende, at så mange af de sager, vi har fået ind, er om skilte. Det er den type barriere, der er suverænt flest af i vores natur, og også den, der oftest skaber tvivl om, hvorvidt man egentlig må færdes der. Kampagnen her skal gerne på lang sigt munde ud i regelforenklinger på området, og at der er behov for det, viser de mange indsendte skiltesager tydeligt," siger Winni Grosbøll.
Vil du indberette en mulig ulovlig barriere?
Kampagnen fortsætter indtil udgangen af 2022, så man kan stadig nå at hjælpe os med at stoppe skilteskoven ved at registrere de barrierer, du er i tvivl om. De fire huskere, før du registrerer en barriere:
- Selvom du mener en barriere er ulovlig, skal du rette dig efter den.
- Sæt dig ind i reglerne og overhold dem. Du kan finde dem på gaanyeveje.dk/kend-reglerne
- Kontakt gerne ejeren af den natur, du er i, og få en snak om barrieren. Man kan komme langt med samtale.
- Vis hensyn i naturen - både til dyr og planter, dem, du møder på din vej, og dem, der ejer den natur, du er i.
Kilde: Friluftsrådet