Thomas Laursen: Forårets vilde urter har saftighed og solstrejf
"Lige nu titter skvalderkål og brændenælder frem med de første spæde skud, og det er også lige nu, at ramsløgene er bedst" skriver Thomas Laursen i sin smukke almanak ’Vild mad i køkkenet’. Og ingen ved mere om, hvornår de vilde lækkerier er i sæson end den dedikerede urtesamler Thomas Laursen, som med sine bøger og tv-udsendelser inspirerer til at bruge alt det, vi kan samle i naturen, i den daglige madlavning.
Foråret er fuld af velsmagende skud og spirer
Fuglegræs, ramsløg, sankthansurt, brændenælde, bøgeblade, skvalderkål, humle, agerkål, skovsyre, skovmærke og mælkebøtter, er blot nogle af de mange skud og spirer, som lige nu er i sæson, og som kan tilføje smag, farve og vitaminer til måltidet.
Savner man viden om vilde urter og spiselige planter, og inspiration til, hvordan man får mest ud af dem, så kan Thomas Laursens bøger fra Politikens Forlag; ’Vild’ fra 2017, og hans nye bog ’Vild mad i køkken’, varmt anbefales.
I bogen ’Vild’ viser forfatteren, hvordan man går på jagt efter de lækre vilde råvarer, og hvilke biologiske forhold, der skal være til stede, hvis man vil finde alt fra karljohansvampe, kantareller og malurt til skovmærke og spiseligt tang.
Masser af inspiration til mad med vilde urter
I sin nye bog ’Vild mad i køkken’, er urtesamleren rykket ind til køkkenbordet, hvor han bruger alt det gode fra naturen til at lave et væld af lækkerier, man kan også har glæde af resten af året. Bogen indeholder blandt andet en masse enkle, smagfulde retter, der alle er en blanding af købt, dyrket, avlet, samlet, fermenteret og saltet, og som alle er sprængfyldt med god smag.
Opskrift: Syltede mælkebøtteknopper
Inspireret af bogens opskrifter med mælkebøtter, fik vi hurtigt samlet en kurv fuld af friske mælkebøtteblade og -blomster såvel som uudsprungne mælkebøtteblomsterhoveder.
De fine, små mælkebøtteblade kan fx nydes i salatskålen og give salaten et lækkert friskt og let bittert twist. De smukke mælkebøtteblomster kan koges til mælkebøttesirup, mens de uudsprungne mælkebøttehoveder kan syltes. Her bringer vi Thomas Laursens opskrift på ’Syltede mælkebøtteblomsterknopper’, som kan serveres til retter, der passer til de syltede lækkeriers syrlige sidesmag, fx smørrebrød, omeletter og kartoffelsalater.
- Pluk og skyl de uudsprungne mælkebøtteblomsterknopper
- Lav en eddikelage af 3 dele eddike, 1 del vand og 1 del sukker
- Kom lagen i en gryde, og kog det op
- Læg de skyllede mælkebøtteblomsterknopper i eddikelagen
Tip: Ved at lægge mælkebøtteblomsterknopperne i en skål med salt i et par dage, inden du lægger dem i eddikelagen, får knopperne en mere kapersagtig smag. Husk at skylle blomsterknopperne fri for salt inden du lægger dem i lagen.