Nu er det jo de færreste af os, som ligefrem har skov i haven, men mindre kan heldigvis også gøre det. Det er nok med et par løvfældende træer eller et par buske, som ikke springer ud tidligt. Her under kan man plante sine anemoner.
Der er ingen grund til at sætte blomsterne alt for tæt, for de breder sig efterhånden. Når planterne er vokset godt til, kan du også vælge at dele dem og plante dem nye steder i haven.
Giv anemonerne gode betingelser
Synes du ikke at din havejord minder om skovbundens muld, kan du forbedre den før du kommer anemonerne i jorden. Bladmuld og kompost er med til at give anemonerne optimale betingelser. Hvis jorden er tung og kompakt vil den have godt af at blive blandet op med lidt sand. Det giver en bedre struktur.
Den hvide anemone, er den mest almindelige i Danmark, men på planteskoler finder du også rosa og gule anemoner, og som her, den fine blå Hepatica Nobilis.
Anemoner i buketter
Anemonerne er så smukke når de er helt udsprungne, men vil du have en buket med indenfor, så gå efter de endnu ikke udsprungne. På den måde får du glæde af buketten lidt længere.
Den smukke anemone er desuden velegnet til at presse. Har du ikke lige en blomsterpresse, så læg forsigtigt blomsten i presse i en bog. De fine pressede blomster er dekorative i scrapbogen eller som fint bogmærke, svejset i en lille plastiklomme.