15 råd mod pollenallergi
Hvad kan vi forvente af årets pollensæson?
Hvor mange pollen vi får, afhænger af vind og vejrforhold, og derfor kan det endnu være svært at spå om, hvordan sæsonen vil forløbe i år. Vejret har stor betydning for, hvor mange pollen der bliver spredt i løbet af sæsonen. Kommer der flere perioder med kulde og nedbør i foråret, vil det give en stille sæson uden voldsomme pollenmængder. Til gengæld kan lunt og solrigt vejr under blomstringen hurtigt få pollentallene til at stige..
Hold øje med pollentallene
Det er ikke ualmindeligt, at birkepollenallergikere også reagerer på pollen fra el og hassel. Hvis man har allergi overfor birkepollen, som mange danskere har, kan man derfor godt opleve symptomer på høfeber eller astma allerede nu. Sæsonen for birkepollen starter som regel i løbet af april. Om sommeren skyldes høfeber især pollen fra græs og bynke.
Et højt pollental medfører ofte værre symptomer på pollenallergi. Derfor kan allergikere med fordel følge med i Astma-Allergi Danmarks pollenservices. På mail, Facebook, i pollen-appen 'Dagens Pollental' og på astma-allergi.dk, kan pollenallergikere holde sig opdaterede på pollentallene og justere deres behandling derefter.
- Tjek dagens pollental og dagens pollenvarsel fra Astma-Allergi Danmark, så du ved hvilke forholdsregler og evt. medicin, du bør væbne dig med for at komme godt igennem dagen. Du kan også downloade gratis app med dagens pollental fra Astma-Allergi Danmark: Dit Mobile Pollental iOS og Dit Mobile Pollental Android
- Bemærk, at de højeste pollental ses på dage med høj temperatur, solskin og let brise. Når det regner, bliver pollentallet derimod lavt, fordi regnen skyller pollen til jorden og forhindrer blomsterne i at udsende flere pollen. Desuden varierer pollentallet døgnet igennem, således skal man være ekstra opmærksom på bynkepollen om formiddagen, mens birk og græs topper om eftermiddagen. Denne variation betyder, at man mange gange kan nøjes med at tage allergimedicin efter behov, og når man har symptomer
- Hav altid din allergimedicin med dig i pollensæsonen
- Luft ud om morgenen eller om aftenen, da der kun er få pollen i luften på disse tidspunkter
- Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng
- Pollen kan sætte sig i tøj, håndklæder og sengelinned, hvis det tørres ude i det fri. Brug hellere tørretumbler
- Tag ikke grene og planter med ind i boligen
- Gør grundig rent en gang om ugen. Så fjerner du de pollen, der sidder i støvet
- På cykel bliver du udsat for store mængder pollen. Jo mere du anstrenger dig, jo mere pollenforurenet luft trækker du ned i lungerne. Derfor er det vigtigt, at du er velbehandlet, hvis du cykler meget og har høfeber
- Planlæg skovture uden for pollensæsonen
- Solbriller kan hjælpe til at beskytte dine øjne
- Hvis du er allergisk over for græs, så hold græsplænen kortklippet, og lad en anden om plæneklipningen
- Hunde og katte kan tage pollen med ind i boligen. Pollenkornene hænger fast i pelsen efter en tur på græsplænen eller i skoven
- Brug pollenfilter i bilen og hold vinduer og soltag lukket
- Skylning af øjne og/eller næse med isotonisk saltvand kan have en lindrende effekt. Det virker ikke på den allergiske reaktion, men kan være en god hjælp sammen med medicinsk behandling af høfeber. Du kan købe isotonisk saltvand på apoteket
Generelt om pollensæson
Pollen findes i luften fra starten af marts til slutningen af august. Afhængigt af de meteorologiske forhold kan der dog fra år til år være stor forskel på, hvornår sæsonen for de enkelte pollentyper begynder og slutter. Har vi haft en mild vinter, vil høfebersæsonen starte tidligt. Efter strenge og lange vintre vil høfebersæsonen starte senere. De tidligste løvtræspollen kommer allerede i årets første måneder, men birken spreder flest pollen i slutningen af april og det meste af maj.
Det er pollen fra vindbestøvede træer, græsser og urter som el, hassel, elm, birk, græs og bynke, der fremkalder de allergiske reaktioner. Fælles for planterne er, at de danner store mængder pollen, der spredes med vinden. I foråret er det især pollen fra træerne, der giver høfebersymptomer, mens sommeren er højsæson for græspollen og sensommeren sæson for svampesporer.
Behandling
Afhængigt af dine symptomer er der flere muligheder for behandling. Hvis du har moderate eller svære symptomer, eller symptomer der varer ved i længere tid, vil du ofte have fordel af forebyggende behandling. Der findes præparater til lokal anvendelse og der findes tabletbehandling.
Høfeber/pollenallergi bliver ofte behandlet med antihistaminer. Histamin er et af de første stoffer, kroppen frigiver ved en allergireaktion. Det er histaminet der giver dig kløe, løbende næse og rindende øjne, og som får dig til at nyse. Medicin med antihistaminer forhindrer histaminet i at give allergireaktionerne.
Antihistaminer findes både som øjendråber, næsespray og i tabletform. Nogle antihistamintabletter findes i håndkøb, men du bør altid tale med din læge om, hvornår og hvordan du bedst behandler din allergi.
Allergivaccination er en behandlingsmulighed, der måske kan komme i betragtning, afhængig af symptomer og hvilke allergier du har. Ved allergivaccination får du, efter et bestemt interval, indsprøjtet det allergifremkaldende stof, du har allergi over for fx pollen.
Graviditet og høfeber
Hvis du er gravid og har høfeber, bør du altid konsultere din læge, inden du tager medicin mod høfeber.