Få en blomstrende grøftekant i haven
Få en blomstrende grøftekant i haven
En grøft eller et regnbed, er kønt og nedsætter risikoen for, at kloakkerne løber over og havner i kældre og andre uønskede steder. Men også naturen får en gevinst, når du anlægger en grøft i haven.
"På grund af de specielle fugtforhold kan grøften indeholde et varieret plantemiljø, som ikke kun er smukt at se på, men som også er med til at skabe en øget biodiversitet med flere forskellige fugle", insekter og andre dyr i haven”, forklarer landskabsarkitekt Lulu Jacobsen.
Flere grøftekanter i danske haver
Grøfter er velkendte langs veje i det danske landskab, men ifølge Lulu Jacobsen er grøften også et motiv, der tidligere har været brugt i havekunsten bl.a. af den kendte havearkitekt G.N. Brandt.
"Det kunne være sjovt, hvis grøftekanten fik en revival i haverne. Lidt ligesom den vilde blomstereng, der har været et populært haveelement de senere år”, siger Lulu Jacobsen. "Et grøft vil ikke være fyldt med vand hele tiden som en havedam. Vandet vil kun stå i grøften i få dage efter kraftig regn, derefter vil vandet være sivet ned i jorden."
Lav en grøft på en weekend
”Det kræver en god spade og godt med knofedt, men det er ikke urealistisk at anlægge en grøft i løbet af et par dage. Men det tager jo også tid at indkøbe materialer og planter samt at anlægge en vandrende, der kan lede vandet fra nedløbsrøret og ud til grøften, så hvis du sætter en uge af til hele projektet, er du på den sikre side”, vurderer Lulu Jacobsen.
Du kan fint anlægge en grøft her i foråret. Buske kan plantes, så længe jorden ikke er frosset.
En grøft er faktisk bare en udhulning i haven, som regnvandet ledes hen til via en vandrende eller en bæk. Vandet opsamles midlertidig i grøften og i løbet af få dage siver det ned i jorden, så grøften igen er tør.
”Hvis grøften skal kunne tage alt det vand, der falder på et almindeligt hustag på cirka 100 kvadratmeter, skal bedet være ca. 25 kvadratmeter i areal og 20 cm dybt. Sådan en grøft kan klare selv store og voldsomme regnskyl. For at få vandet til hurtigt at sive væk, skal jorden i bunden af grøften blandes med grus”, fortæller Lulu Jacobsen.
Nemt og billigt at anlægge en grøft
Det letteste og billigste du kan gøre er at så græs i grøften.
”Hvis kanterne på bedet har en lav hældning, er det muligt at slå græsset med plæneklipperen, og så er grøften i virkeligheden blot en udhulning i græsplænen. En meget nem og lavpraktisk løsning”, siger gartner og haveekspert Jesper Corfitzen. "Du kan anlægge grøften for nogle få hundrede kroner, hvis du sår græsfrø i bedet. Dertil kommer udgifterne til at anlægge en vandrende, der leder vandet fra nedløbsrøret til grøften."

Blomster der tåler både fugt og tørke
Du kan også anlægge grøften som et smukt og blomstrende bed med buske eller flerårige blomsterplanter. Ifølge Jesper Corfitzen fra Haveselskabet er det dog langt fra alle planter, der egner sig til grøften.
”Det skal være planter, der kan tåle at stå vådt, når det regner meget. Men vandet i grøften siver ret hurtigt væk igen og i perioder, hvor det ikke regner, kan der blive temmelig tørt i grøften. Derfor skal du vælge planter som fx prydgræsser, purpursolhat, kattehale og løvefod, som både tåler fugt og tørke. Du kan også plante forskellige buske fx frugtbuske som solbær og blåbær”, siger Jesper Corfitzen.
Syv gode planter til grøftekanten
- Engblomme, Trollius europaeus
- Engnellikerod, Geum rivale
- Engstorkenæb, Geranium pratense
- Gul Iris, Iris pseudacorus
- Hjortetrøst, Eupatorium
- Kattehale, Lythrum salicaria
- Løvefod, Alchemilla
Kilde: Haveselskabet