Kære brevkasse
Jeg søger nogle råd til, hvordan jeg skal forholde mig i forbindelse med, at min datter og svigersøn skal skilles. De har været sammen i 11 år, og har to børn på 6 og 11 år. Min datter siger, at hendes mand og hun er vokset fra hinanden, men jeg tror mere at de handler om, at de begge to er så opslugte af hver deres karriere, at de glemmer hinanden.
Min bekymring er, at de også glemmer deres børn. Min datter rejser meget i forbindelse med sit arbejde, og min svigersøn har lange arbejdsdage og arbejder også nogle gange i weekenden. Deres børn bliver ofte passet, fordi forældrene er så meget væk.
Jeg har ofte tænkt, at jeg ville ønske, at min datter viste lige så stort engagement i sine børn, som i sin karriere. Og jeg bebrejder mig selv, fordi jeg som alenemor har opdraget min datter til og lagt vægt på, at hun fik en karriere, så hun kunne klare sig selv.
Jeg har lyst til at dele min bekymring for mine børnebørn med min datter, men hun virker så sammenbidt og presset, at jeg er bange for hvordan hun vil reagere. Hvad gør jeg?
Hilsen en bekymret mor
___________________________________
Kære bekymrede mor.
Tak for din mail, hvor du fortæller om din bekymring for dine børnebørn i forbindelse med din datter og svigersøns skilsmisse.
Det er altid en stor sorg for børn, når forældre skilles, og jeg kan godt forstå, at du føler en stærk trang til at tale med din datter om din bekymring for børnene. Men jeg vil også råde dig til nøje at overveje hvordan og hvornår du konfronterer hende med din bekymring. Midt i en skilsmisse er din datter sikkert presset, og der kan derfor være risiko for, at dine bekymringer kan blive opfattet som utidig indblanding og bebrejdelser.
Du skriver, at din datter siger, at årsagen til skilsmissen er, at hun og hendes mand er vokset fra hinanden. Du mener imidlertid, at årsagen i højere grad skyldes, at de begge er så optagede af deres karrierer, at de har glemt både hinanden og børnene. Men at konfrontere hende med det nu, vil formentligt blive opfattet som en bebrejdelse af måden hun prioriterer sit liv på, og du risikerer, at hun går i forsvar, og I aldrig får den dialog, du drømmer om. Måske har hun dårlig samvittighed over at have for lidt tid til børnene. I så fald kan en sådan konfrontation meget nemt få en modsat virkning og resultere i, at hun lukker af for kontakten mellem jer.
Mit råd til dig er, at du viser hende, at du er meget berørt og ked af situationen, men at du vil støtte hende alt det, du kan. Vis hende, at du er der for hende - også omkring børnene. Vis hende, at hun kan regne med, at du er der for både hende og børnene, og at du vil støtte dem i den sorg og krise, de gennemlever.
Du skriver i dit brev, at nu hvor du synes at din datter har prioriteret sin karriere over sine børn, så bebrejder du dig selv, at du gennem din hendes opvækst lagde så meget vægt på, at hun skulle skabe sig en karriere. Spørgsmålet er om det er rimeligt, at du bebrejder dig selv det. Alle mennesker bør i princippet opdrages til at kunne klare sig selv, og samtidig ligger det så absolut også i tiden, at unge kvinder er meget ambitiøse. De ønsker at bruge deres evner og uddannelse til at opnå indflydelse i et spændende og udfordrende job, og da gode og spændende job ikke hænger på træer, er de unge kvinder underlagt den hårde konkurrence, hvis de vil være med i kampen om de gode jobs.
At være med på toppen karrieremæssigt, har ofte en pris i forhold til familien. Derfor bliver mange unge familier opløst, fordi de netop ikke kan få privat- og arbejdsliv til at hænge sammen. Den manglende tid i hverdagen medfører alt for ofte, at far og mor kommer til at forsømme hinanden.
Mit råd er, at du forsøger at lade være med at bebrejde nogen, hverken din datter, svigersøn eller dig selv. Bebrejdelser vil ikke hjælpe nogen af jer i situationen. Prøv i stedet at stå sammen med det formål, at alle i familien kommer helskinnet igennem den krise skilsmissen er for jer alle. Lige nu har I mest af alt brug for hinandens medfølelse og storsind.
Med venlig hilsen
Ingrid Ortmann
