Når man tager kontakt til et udhvilet og veloplagt spædbarn ved at snakke og smile til barnet, vil man tydelig kunne se en reaktion hos barnet. Forskere mener, at vi alle fødes med en evne til at aflæse følelsesmæssige udtryk hos hinanden, og ifølge forskning afhænger evnens videre udvikling meget af, hvilke erfaringer vi herefter vokser op med.
I et amerikansk forsøg testede psykologerne en gruppe børn i 3-5 års alderen. Børnene have alle meget forskellig opvækstvilkår og man valgte at opdele dem i 3 test grupper. Den ene gruppe bestod af deciderede forsømte børn. Børn der i ekstrem grad havde været overladt til sig selv. Den anden gruppe bestod af mishandlede børn, der havde været udsat for afstraffelse og fysisk vold af aggressive forældre. Den tredje gruppe børn var børn af omsorgsfulde forældre. Ikke overraskende viste undersøgelsen at især de forsømte børn, havde store problemer med at aflæse hvilke følelser billeder af forskellige ansigter udtrykte, hvilket kan forklares med deres få erfaringer med menneskelig kontakt. De mishandlede børn var tilbøjelige til at tillægge stort set alle ansigtsudtryk følelser af vrede og aggression, hvilke var den erfaring de havde med sig.