Tips til valg af opbevaringsløsninger
Opbevaringsløsninger findes i alverdens udgaver, i alle størrelser og til ethvert formål. Og der er absolut ingen grund til at nøjes med kedelige plastikkasser, for der findes et stort og spændende udvalg af smukke løsninger, som ikke kun fungerer som praktisk opbevaring, men samtidig er en fryd for øjet.
- Tag udgangspunkt i konkrete behov. List dem og udarbejd eventuelt en plantegning, så du får en fornemmelse af pladsen og af, hvilke opbevaringsløsninger der bedst opfylder behovet. Med store kasser, kurve og kister, har du smuk og rummelig opbevaring af alt fra tøj og sko til linned og legetøj. Med æsker, bokse og holdere får du styr på dit sy- og lappegrej, skriveredskaber og hjemmets andre småting.
- Mens den, der er systematisk anlagt, kan have glæde af at have mange kurve og æsker, hvor tingene kan sorteres efter mindste detaljer, så vil den mere impulsive type muligvis have mere glæde af få, men velvalgte, kurve og kasser.
- Vælg dekorative opbevaringsløsninger, der understrege stilen i dit hjem.
- Overvej om kasser og bokse skal være med eller uden låg - låg giver ro og ingen støv - åbne kurve giver mulighed for umiddelbart at se hvad der er i kurvene og mulighed for nemt at lægge tingene på plads igen.
- Selv om man har skabt et fint opbevaringssystem, har man ofte stadig brug for en hurtig oprydning sidst på dagen eller lige før man får gæster på besøg. Her er løsningen at hanke op i en stor rummelig kurv og tage en tur igennem rummene og rydde dem for løsslupne genstande. Når tiden tillader det, lægger man tingene på deres respektive pladser.
Tips til børnefamilien
Et hjem skal afspejle dets beboere, og et hjem med småbørn skal gerne kunne bære fantasiernes udfordringer med huler, udklædning og andre tumultscener. Det betyder imidlertid ikke, at det samtidig behøver være hjemsted for kaos. Med velfungerende opbevaringssystemer, hvor alting har en plads, kan både børn og voksne nemt og hurtigt rydde op, når dagen er omme.
Savner I at få et overblik over jeres opbevaring, kan det være en idé, at lave en oversigt over alle de opbevaringsbehov familien har. Involver børnene i projektet, og lad dem bidrage med idéer til, hvor og hvordan deres legetøj, spil, bøger, skoletaske, huer og vanter, sko og støvler, sengetøj og vasketøj, skal have plads fremover.
Overvej hvor og hvordan tingene mest hensigtsmæssigt skal placeres, find opbevaring som både er praktisk og passer til rummets indretning. Sæt labels på kasserne eller brug kasser i forskellige farver, så både store og små nemt kan finde det rigtige sted, at lægge deres ting.