Designeren Louise Campbell er en af tidens største talenter indenfor møbler og brugskunst. Nu har ’Cammeo’, hendes nye serie af unikke opbevaringskrukker skabt for Kähler, fået tildelt den prestigefyldte internationale pris Design Plus Award.
Den prisvindende designer Louise Campbell hædres nu med den anerkendte Design Plus Award, som uddeles på den internationale Frankfurt messe Ambiente. Hun tildeles prisen for opbevaringskrukkerne ’Cammeo’, som hun netop har skabt for Kähler.
Design Plus Award tildeles det design, der udmærker sig ved usædvanlig høj teknisk kvalitet og funktionalitet.
”Med Cammeo ville jeg tilføre funktionalisme til hverdagens brugskunst. Og jeg er meget glad for, at juryen har anerkendt mit formål, og tildelt krukkerne den fine pris,” siger Louise Campbell.
Cool krukker
’Cammeo’ er brugbar kunst, når det er allerbedst. Serien består af krukker i tre størrelser med plads til hverdagens gemmer. Sædvanen tro lader Louise Campbell design og funktionalitet gå op i en højere enhed i et stærk personligt og moderne formsprog. De mange anvendelsesmuligheder overgås kun af det unikke og nutidige udtryk. Krukkernes enkle og stramme udtryk kontrasteres af elastikker i stærke farver, som sørger for at låget holdes fast på krukken. Både krukker og elastikker kan naturligvis vaskes i opvaskemaskinen.
Med Cammeo bidrager Louise Campbell til en markant fornyelse og videreudvikling af det traditionsrige Kähler-design, der i over et århundrede har været synonymt med det ypperste inden for dansk kunstkeramik.
Cammeo krukkerne fås i tre størrelser i hvid benporcelæn med elastikker i stærke farver og koster 249 kroner for den lille, 269 kroner for mellemstørrelsen og 299 kroner for den store. Alle priser er vejledende.
Louise Campbell har også modtaget Thorvald Bindesbøll Medaljen, Bruno Mathsson Prisen 2007 og i 2005 blev hun kåret som årets designer af Bo Bedre. Hun har desuden modtaget Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og Finn Juhls arkitekturpris. I 2007 kårede læserne af magasinet Mad&Bolig hende, som årets designer.
Cammeo er i butikkerne fra uge 11. Nærmeste forhandler oplyses på telefon 3814 9797