Skru ned for temperaturen og op for søvnkvaliteten

Kategori: Vinter

Skru ned for temperaturen og op for søvnkvaliteten 

I især vintermånederne vågner mange af os og er overophedet som resultat af vores tendens til at skrue op for temperaturen i soveværelset, når kulden melder sin ankomst. Her får du søvnekspert Mikael Rasmussen og kiropraktor Michael Randsøes tips til, hvordan du sikrer dig en god søvnkvalitet i vinterhalvåret.

Skru ned for temperaturen

"Kropstemperaturen falder, når vi sover, derfor er det vigtigt, at der ikke er for varmt i rummet, for så har vores organisme svært ved at falde til ro" forklarer Mikael Rasmussen, søvnekspert ved Center for Stress og Trivsel.

Mange af os har i et større eller mindre omfang stiftet bekendtskab med de overophede nætter, hvor vi vågner og er svedige eller fugtige. I takt med at de kølige udendørstemperaturer bliver en hverdagsrealitet i vintermånederne, skruer vi gerne ekstra op for graderne inde i soveværelset. Her kan vi ifølge eksperterne med fordel ændre taktik.

De overophedede nætter forringer nemlig ofte kvaliteten af vores søvn, og de fleste sover bedst i et køligt soveværelse med en rumtemperatur på 16-17 grader.

Eksperternes råd til en bedre søvnkvalitet:

  • Vælg en kvalitetsdyne 
    "Vi bruger næsten en tredjedel af vores liv i sengen, derfor er det også vigtigt, at vores pude, dyne og madras er kvalitetsprodukter, der passer til vores individuelle behov, så vi kan opnå en god nattesøvn" råder Mikael Rasmussen, søvnekspert ved Center for Stress og Trivsel.

  • Skift dyne
    "Det kan være en god ide at skifte dynen ud med en varmere en af slagsen, når vi bevæger os fra sommer til vinter. Dog er et dyneskifte ikke er nødvendigt, hvis man sover med en helårsdyne, der besidder de rette kvaliteter" pointerer Michael Randsøe, kiropraktor ved Herlev Kiropraktor Center.

  • Prioriter dit sovemiljø
    "Støvsug din madras og luft din dyne et par gange om måneden for at minimere antallet af husstøvmider og sikre et hygiejnisk sovemiljø" anbefaler Michael Randsøe.
Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
^