Ny bog af Bo Østlund: Modne Kvinder - Samtaler om livets patina

Kategori: Sjæl & psyke

Ny bog af Bo Østlund: Modne Kvinder - Samtaler om livets patina 

Den svenske skuespiller Ingrid Bergman er citeret for engang at skulle have sagt: 'Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok lidt forpustet, men får en langt bedre udsigt'.

At vi med årene får bedre udsigt og større indsigt, får mere ro og bliver mere rummelige, er noget af det kvinderne i Bo Østlunds bog beskriver. Gennem en stribe intime samtaler fortæller 24 kendte danske kvinder i alderen 50 til 84 år om livet efter de 50. Her møder vi blandt andet Hella Joof, Anne Dorte Michelsen, Jytte Abildstrøm, Vibeke Windeløv, Majbritte Ulrikkeholm, Anette Støvelbæk, Mette Bock og Lisbet Dahl, som åbenhjertigsamlet deler ud af mere end 1500 års samlet livserfaring. Det er rørende og inspirerende læsning med mange fine, personlige historier og kloge overvejelser om livet, kærligheden, begæret, følsomheden, karrieren, forfængeligheden, skilsmisserne, overgangsalderen - og meget, meget mere.

Bogens forfatter, Bo Østlund, er journalist og forlagsredaktør. Han har skrevet flere anmelderroste biografier om kendte danskere, blandt andet om Ebbe Sand, Allan Simonsen, Bo Hamburger og Etta Cameron. 'Modne Kvinder - Samtaler om livets patina' er efterfølgeren til hans bestseller ’Modne Mænd’, som sidste år modtog fem hjerter i Politiken.  

'Modne Kvinder' udkommer den 13. oktober 2017 på Bo Østlunds forlag, Forlaget Heatherhill.

Uddrag fra samtale med Hella Joof

Fra 'Modne Kvinder - Samtaler om livets patina' bringer vi uddrag af forfatter Bo Østlunds samtale med skuespiller Hella Joof:

Hella: Jeg har en grundfølelse af lykke og taknemmelighed, og jeg føler mig ekstremt heldig. Jeg er sammen med en mand, som jeg elsker, og som elsker mig. Og jeg har en vidunderlig datter. Når jeg kigger på hende nu, så tænker jeg: ’Vi klarede den. Vi klarede den!’ Vi har haft konflikter, hvor jeg har tænkt, at nu mister jeg hende. Nu rejser hun til USA, og så kommer jeg aldrig til at se hende igen. Men vi klarede den. Hun er 29, og hun er i gang med en uddannelse, som hun er rigtig glad for. Når hun er glad, så ringer hun og fortæller mig om det, og hun spørger mig også somme tider til råds om nogle ting, hvor jeg tænker: ’Tænk, at jeg kan hjælpe hende med det’. Hun er ved at blive skuespiller, og nu har jeg faktisk noget viden, som hun kan bruge til noget i stedet for, at jeg bare er en mor, der siger: ’Du skal huske’, og ’Nu må du passe på, at du ikke …’. Det er faktisk noget konkret viden, jeg kan hjælpe hende med, og jeg har en styrke, som næsten kommer bag på mig selv. Jeg kan. Jeg tager ikke længere tingene så personligt.

Gjorde du det tidligere?
Hella: Ja. Da jeg var ung, tog jeg alting meget personligt, og jeg troede næsten, at Gud personligt havde udset mig til at bære rundt på det kors. Han havde kigget rundt, fået øje på mig, og besluttet at give mig et knytnæveslag, et spark over skinnebenet og et spark i røven.
’Er det ikke mange ting på én gang?’, sagde jeg til mine venner, hvortil de svarede ’Jo, det er måske lige i overkanten’. ’Ja, og samtidig har jeg fået en knude i brystet’, sagde jeg til dem. ’Er det bare mig, eller er det ikke uretfærdigt?’ Og det måtte de jo give mig ret i. Men jeg kunne også se, at de fik lidt himmelvendte øjne, for det er så trættende, at der er nogen, det altid er synd for.
Men en dag gik det op for mig, at det ikke handlede om at lave en underskriftindsamling. Hvad skulle jeg bruge til, at de gav mig ret i, at det var synd for mig? Jeg ville jo faktisk meget hellere have, at det ikke var mere synd for mig end for alle mulige andre. Det var virkelig en åbenbaring.

Var du meget vred tidligere i livet?
Hella: Ja, jeg har nok været vred, fra jeg var sådan seks år og helt indtil jeg var i midten af 30’erne, hvor jeg fandt ud af, at meget af det handlede om mine egne strategier. Mange af mine trængsler kunne simpelthen undgås, hvis jeg handlede på en anden måde. Men du ved jo godt, at når man er allermest smurt ind i sig selv, sin egen smerte og al sin forvirring, så er det også enormt hårdt at skulle stille sig selv spørgsmålet: ’Hvad har du selv bidraget med til denne misere?’ For hvis andre stiller samme spørgsmål, bliver man meget vred og synes slet ikke, at de har forstået, hvor forpint man er.

Først når man er lidt på vej ud af stormen, kan man kigge tilbage og tænke klart. Jeg blev jo også ved med at opsøge mennesker og situationer, hvor jeg var sikker på at blive afvist. Hvorfor havde jeg behov for det? Hvad handlede det om? Så må man gå til psykolog eller læse nogle bøger.
Jeg er tilhænger af, at man skal mærke efter og blive klogere. Og det gjorde jeg. ’Nå, men det er da klart, at du hele tiden løber efter mænd, der ikke vil have dig, fordi hvis du kan få ham, der ikke vil have dig, så har du med tilbagevirkende kraft fået den far, der ikke ville have dig’. 

Jeg ved godt, at det er første side i psykologi-bogen, men det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg i stedet for at løbe efter dem, der ikke ville have mig, bare skulle prøve at stå helt stille, så alle de søde kunne nå hen til mig. De stod lige bag ved mig, men de kunne simpelthen ikke komme til, fordi jeg havde så travlt med at styrte hen til dem, der stod med ryggen til mig. Sådan nogle indsigter fik jeg først sent i livet...

   
***** 

Titel: Modne Kvinder - Samtaler om livets patina
Forfatter: Bo Østlund
Forlag: Forlaget Heatherhill


Ord: patina substantiv, fælleskøn 
Udtale: ['pæ'tina]
Betydning: om de aldringstegn som opstår på overfladen, smukt, charmerende eller fascinerende, spor af ælde og slitage

Sjæl & psyke
Misundelse 

Om den lille, grimme, nagende følelse, som alle kender, men ingen af os har lyst til at kendes ved.

Læs mere
Sjæl & psyke
Hun finder sine drømme frastødende  

Fra brevkassen: Det generer og bekymrer hende, at hun har erotiske drømme om sine stedsønner, og hun spørger psykologen, hvorfor hun har sådan nogle drømme, når hun på alle måder finder dem forkerte.

Læs mere
Sjæl & psyke
Voksen - men stadig morsyg 

Fra brevkassen: Hun er flyttet hjemmefra, men har så svært ved at slippe sin mor og skal helst tale med hende dagligt.

Læs mere
Sjæl & psyke
Sladder og anklager 

Fra brevkassen: Der bliver snakket og rettet alvorlige anklager mod en bekendt, men hun er i tvivl om historierne er sande, og hvordan hun skal forholde sig.

Læs mere
Sjæl & psyke
Hvordan får man styr på vreden? 

Fra brevkassen: Hun er frustreret og skræmt over sine egne voldsomme vredesudbrud, og bekymret for hvordan det påvirker børnene.

Læs mere
Sjæl & psyke
Bedre selvværd, af psykolog Irene Oestrich 

Et højt selvværd er roden til vores trivsel livet igennem. Med psykolog Irene Oestrich bog får du 10 trin til at styrke selvværdet og selvtilliden ...

Læs mere
Sjæl & psyke
Hun savner sin hemmelige elsker  

Fra brevkassen: Hun er frustreret, vred og forvirret efter hendes hemmelige elsker gennem 15 år, har forladt hende for at hellige sig sit nye, faste parforhold...

Læs mere
Sjæl & psyke
Kan man tillade sig at være vred?  

Fra brevkassen: Hun er vred og ked af at finde ud af at hendes kæreste, i begyndelsen af deres forhold, havde sex med sin ex-kæreste. Men dengang var deres forhold casual og de havde ikke snakket om nogen "spilleregler".

Læs mere
Sjæl & psyke
Han gør det forbi igen og igen 

Fra brevkassen: Han er charmerende og omsorgsfuld, og hun synes deres forhold er godt. Alligevel har han flere gange, og uden forklaring, gjort det forbi ...

Læs mere
Sjæl & psyke
Hun er gift og har børn - men er forelsket i en anden 

Fra brevkassen: Hun er 42 og har to store børn med sin mand gennem 20 år. Nu har hun mødt en yngre mand og oplever en samhørighed med ham, hun ikke har oplevet før. Nu overvejer hun, om hun skal følge sit hjerte og forlade mand og børn …

Læs mere
Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Nye Bøger
^