Min far fylder i mit liv

Jeg skriver til dig fordi jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre - om jeg har brug for professionel hjælp. Jeg er en snart 30-årig kvinde, næsten gift og med to drenge på 2 og 5 og har det egentligt fint i hverdagen - trives med min mor-rolle og mit liv.

Mit problem er at jeg er vokset op i en familie med en meget bitter hjerneskadet far, der har fyldt og stadig fylder utroligt meget. Jeg har på mine forældre altid virket som en stærk pige, der kunne klare det hele og det passer da også på overfladen - jeg var god i skolen osv. For især i mine teenageår og ungdom har jeg været meget deprimeret over situationen – at mine forældre ikke "så" mig, min far tit gav mig skyldfølelse over hans tilstand, at jeg blev moppet af dem jeg svømmede sammen med og det endte med at jeg som ca. 20-årig, da jeg var flyttet hjemmefra, sad med barberblade i hænderne og var meget tæt på at begå selvmord.

Jeg valgte dog livet, malede og skrev digte og prøvede at fokusere på de positive sider og droppede stort set hele min venskabskreds, jeg følte hold mig fast til den destruktive adfærd. Jeg har aldrig stort set aldrig fortalt dem, at jeg havde det dårligt, for de havde jo så meget andet at tænke på.

Min mor og far havde og har jeg stadig kontakt med.
Mit problem er at, jeg ikke længere kan tolerere/bære over med, at min far indirekte eller direkte kritiserer mig. Jeg bliver meget sur på ham, indleder diskussionen, som ender med, at jeg tager mine børn og mand og går fra mine forældre hus. F.eks hér i påsken sidder min far pludselig og råber op om, at der aldrig er nogen der siger noget og at mine børn bare får lov til at tegne på bordene - jeg er helt uforstående og spørger hvad han taler om, for mine børn tegnede og tegner ikke på bordene - jeg sidder godt nok med en tusch i hånden og illustrerer hvordan en stol jeg godt kunne tænke mig ser ud - og han fortsætter stadig i sammen dur - efter lidt diskuteren, der som altid ender med, at jeg må give op - manden hører ikke efter og har jeg fået nok og føler bare, at jeg må væk fra ham, fordi jeg simpelthen får det dårligt psykisk og kan mærke at, nogle af alle de negative tanker kommer op i mig. (Min kæreste syntes også at min far opførte sig fuldstændig vanvittigt....Og forstod godt at jeg ville hjem.)

Min mor ringer så senere for at mæle - hun er en rigtig diplomat, der aldrig rigtig tager stilling eller parti - og jeg fortæller som det er, at jeg ikke længere bare kan sluge kameler - jeg har aldrig kunnet sige noget til min far, for han var jo syg - om jeg ikke har lov til at vise at mine grænser bliver overskredet.....Talte igen med min mor i telefon et par dage senere og imens kunne jeg høre min far sidde og råbe alt muligt i baggrunden blandt andet, at jeg skulle skamme mig.

Mine spørgsmål er, skal jeg blot blive ved med at finde mig i hans opførsel fordi han er syg, må jeg ikke sige fra og hvordan skal jeg dog gøre det? Vil
jeg få et bedre liv, hvis jeg fik talt om min barndom/ungdom, der bestemt ikke har været en dans på roser. Jeg er bange for, at det hele måske fylder mere end jeg tror!

Den forvirrede

_________________________________________


Kære forvirrede !

Tak for dit brev, hvor du fortæller om en svær opvækst med en hjerneskadet far. Han fylder meget i din bevidsthed, og gennem din opvækst har han været årsag til mange svære perioder i dit liv.

På mange måder tænker jeg, det er naturligt, at du nu, som mor med to små børn, er et sted i dit liv, hvor du ”gør op” med dine forældre. Jeg skriver dine forældre, fordi jeg i dit brev læser, at din mor på mange måder spiller en stor rolle, når du oplever, din fars opførsel bliver grænseoverskridende.

Når et menneske rammes af en hjerneskade, påvirker det hele familien. Familielivet bliver ændret, både følelsesmæssigt og praktisk.

En ting er sikkert; vi kan ikke ændre den måde, et andet menneske er på. Specielt ikke, når der er tale om en hjerneskade. Det, vi kan ændre, er vores personlige måde at forholde os til personen på, enten ved at arbejde med den måde vi tænker om personen, eller ved at ændre noget i den måde vi konkret er sammen med personen på.

Jeg tror, som du selv er inde på i dit brev, det vil give dig øget livskvalitet, at få forholdt dig til, hvad det har betydet for dig at have en handicappet far, og hvordan jeres forhold skal være fremover. Dette kan blive en smertefuld proces, som vil indebære en erkendelse af, at du ikke kan ændre din fars adfærd, og at du skal opgive håbet herom.

Så mit råd til dig er at finde en god psykolog. Jeg kan læse, at du er en kvinde fuld af ressourcer, som på mange måder ønsker at få det bedste ud af livet på trods, af at det indimellem kan synes svært.

Derudover tænker jeg, at du vil kunne have stor glæde af at møde, tale eller læse om andre, der ligesom du er pårørende til en handicappet.

Held og lykke med det hele.

De bedste hilsner