_____________________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg er 29 år og er netop blevet færdig på universitetet - med alt hvad det indebærer som arbejdsløshed, alt for meget tid på hænderne og frygten for det ukendte. Og alt dette er meget normalt så vidt jeg forstår. Men det har også givet anledning til en forstærket følelse af tristhed som nok har lagt på bunden i lang tid. Det lyder måske lidt mærkeligt, men studiet har lagt som en buffer eller undskyldning i mit forhold til min mor, som altid har spillet en meget kontrollerende rolle i mit liv. For at gøre en lang historie kort, så har forholdet mellem min mor og jeg været anstrengt så langt tilbage jeg kan huske. Men hun opfører sig som om dette ikke er vores virkelighed. Jeg ville ønske at vi kunne acceptere hvordan landet ligger og arbejde med det. Men i min mors øjne så skal alt sammen gerne ligne et glansbillede - og det er ved at æde mig op indvendigt. Hun kan ikke foretage sig noget selv - hun er dybt afhængig af at man vil tage med hende når hun f.eks. skal til dyrlæge. Og hvis man siger nej uden at have en (i hendes øjne) god grund så risikerer man 3. verdenskrig, og det stresser mig mere end det måske burde at turde sig nej til hende. Vi har før været oppe at skændes og hvis jeg til sidst siger fra og gør det på min måde, så har hun op til flere gange truet med at hvis jeg gør "mit" i stedet for "hendes", så vil hun ikke have mere med mig at gøre... "så er vi to færdige". Ordret. Det er måske åbenlyst for alle at den slags sårer - og hver gang jeg siger fra overfor hende så frygter jeg at den melding kommer igen. Men ifølge min mor, så skal jeg bare tage mig sammen og komme over det, da hun jo sagde det i vrede. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at hun aldrig har været i nærheden af at sige det samme til min søster. Om det er fordi at min søster evt. føjer hende lidt mere end jeg gør, det ved jeg ikke. Men det efterlader mig med følelsen af: hvorfor mig? Man kan måske tænke hvorfor jeg tager min mor seriøst i sådan en situation, men familien på min mors side har desværre en lidt ubehagelig baggrund, hvor min mors forældre ikke har spillet en rolle i hverken min søsters eller mit liv. Min mor er begyndt at komme hos dem igen indenfor de sidste par år, men vi er ikke inkluderet i det - og vi er faktisk heller ikke interesseret. De har såret os og mor så mange gange i løbet af vores barndom, og jeg prøvede at forklare mor at det sårede mig at hun var sammen med dem nu. Og jeg fik bare besked på at jeg skulle blande mig udenom - og vi havde selv valgt dem fra. Jeg var 6 år gammel, min søster var nok 6 måneder da de første gang forsvandt ud af vores liv. Til min konfirmation gik de uden at sige farvel. Og de har præsteret at komme forbi for at låne traileren på min søsters 10 års fødselsdag uden at sige ét ord til hende. De har ignoreret os på gaden her i byen op til flere gange. Som børnebørn har det vel ikke været vores valg? Og mor har altid været på vores side, men det har ændret sig nu. Nu hvor hun er inde i varmen hos sine forældre. De (min mors forældre) har fire børn og de skifter meget imellem hvem er inde i varmen og hvem er ude i kulden. Min søster og jeg er ikke de eneste børnebørn som ikke har et forhold til dem. Så med den historie... så vejer mors ord meget mere. Og det kan jeg slet ikke få hende til at forstå.
Jeg kan simpelthen ikke få lov til at klippe navlestrengen over - og hver gang jeg prøver... så taber jeg kampen. Og jeg føler mig efterhånden meget fanget. Og trist. Jeg fanger mig selv i at græde rigtig tit for tiden. Mere end hvad man bør gøre som 29-årig. En sidste ting er at jeg drømmer om at få børn en dag, men jeg er også frygtelig bange for det - tænk hvis historien gentager sig selv igen? Det kan jeg ikke byde mine børn. Min søster har fuldstændig afskrevet tanken om børn pga. vores families "gener". Jeg ved godt at jeg burde få noget hjælp, men jeg er faktisk bange for det. Hvis min mor fandt ud af at jeg havde brug for hjælp pga. hende, så ville hun blive rigtig vred - og det magter jeg ikke. Jeg håber I kan rådgive mig - hvordan skal jeg tackle hende? Hvordan skal jeg kunne stå på egne ben uden at det betyder skænderier og kampe uden lige? Jeg kan ikke rigtigt se hvordan jeg skal kunne komme videre i mit liv på den her måde. Tristheden gør det svært at få et job, en kæreste osv. Indtil videre er min reaktion på det hele at jeg meget gerne vil kunne gøre ALT selv. Jeg har ikke lyst til at have brug for nogens hjælp, da jeg ser det som et svaghedstegn. Men lige nu kan jeg godt se at dette nok ikke kan løses af mig selv alene.
_____________________________________________________
Kære triste pige.
Tak for dit lange brev og samtidig et stort tillykke med, at du trods din noget brogede familiebaggrund har taget en højere uddannelse, som tyder på, at du har gode ressourcer rent intellektuelt. Du skriver at du samtidig har brugt studierne til i nogen grad at sætte dine familieproblemer i baggrunden, men at de uløste problemer for alvor er kommet op til overfladen nu.
Nu står du og er færdig med uddannelsen og har god tid til at tænke på bl.a. dit uforløste forhold til din mor.
Det er samtidig meget trist at du står med en god uddannelse og ikke kan få job, lige med det samme.
Det positive i din situation som arbejdsløs kunne være, at du bruger denne periode til at få afklaret dit problematiske forhold til din mor. Dette kunne medvirke positivt til, at du kan komme videre med dit liv både arbejdsmæssigt og m.h.t. selv at få en kæreste og måske senere selv få børn.
Din søster har løst sin sociale arv ved at sige, at hun ikke vil have børn med så dårlige familiegener. Det er nu nok mest familiens sociale arv der er problemet og som i meget høj grad trænger til at blive brudt. Det kunne være din vigtige opgave, at du beslutter dig til at bryde familiemønstret.
Men allerførst må du gøre op med dig selv, om du vil betale prisen for at løsrive dig fra din mor. For en sådan løsrivelse vil næppe forløbe uden meget store omkostninger for dig. Din mor har et virkelig et fast greb om dig sålænge det opleves som en trussel for dig, at hun truer med at bryde kontakten med dig, hvis du ikker makker ret og gør som hun ønsker. Eller hvis du ikke tilsidesætter egne behov for at opfylde hendes behov her og nu.
Din mor kender alt til følelsesmæssig afpresning fra sine egne forældre. Og hun kender alt til at manipulere og skabe splittelse i familien. Her tænker jeg på det med på skift at holde nogen ude og lukke andre ind. Hun kender alt for godt til at leve i et konfliktfyldt farvand Men hun har derimod for få erfaringer, når det gælder at skabe mere modne relationer, hvor man respekterer hinandens ret til at leve sit liv, som man nu ønsker.
Min fornemmelse udfra det du skriver er, at du på den ene side er helt klar over det usunde forhold du har til din mor, og på den anden side stadig er dybt afhængig af at være "gode venner" med hende. Du kan ikke udholde hendes trusler om, at hvis du ikke gør som hun vil, så vil hun aldrig vil se dig mere.
Men det haster meget for dig nu, at sætte dig ud over hendes trusler. Du er 29 år og er ved at nå den alder, hvor du skal træde i karakter og blive et selvstændig individ på egne præmisser. At skabe dit liv som et selvstændigt individ kræver, at du må finde mod til at løsrive dig fra din mors styring af dig, dit liv og dine følelser. En helt nødvendig proces for at få et voksent liv, som du styrer, og som du påtager dig lederskabet for.
Det vil være en fantastisk sejr for dig, dine evt. børn og resten af familien, hvis du nu beslutter dig for at være mønsterbryderen i jeres familie. Det er unægtelig nogle meget usunde mønstre I har levet i, og som du så smerteligt nu, oplever hindrer dig i at tage fat på dit voksenliv, nu hvor du nærmer dig din 30 års fødselsdag.
Så det spørgsmål du må stille dig selv er, har du mod til at løsrive dig fra din mor nu, uanset hvordan hun reagerer på dit nej, og på de grænser du sætter for hende? Kan du sætte dig udover de sårende ord hun vil bruge for at få dig tilbage i folden? Kan du sætte dig selv og dine sårede følelse lidt på stand by og se på din situation lidt ovenfra og i et større perspektiv?.
Jeg tror ikke din mor på kort sigt kan ændre sine destruktive mønstre i sin måde at styre dig på. Men på langt sigt kan du i bedste fald få et mere afslappet og voksent forhold til hende. Et voksent forhold til din mor kræver, at du holder fast på dine præmisser for et mere sundt og voksent mor/datter forhold.
Det kommer til at gøre ondt på dig, for du får nok aldrig helt den accept og betingelsesløse kærlighed fra din mor, som du længtes så meget efter.
Det vil i tiden fremover være nødvendigt, at skabe en mere neutral relation til hende. Samværet med din mor skal måske en tid foregå udenfor hjemmet, hvor jeres samvær er baseret på at have nogle fællesoplevelser.
Du skriver, at du i din nuværende situation helst vil klare alt selv. Du ser det i øjeblikket som et svaghedstegn at få hjælp udefra, for at få et voksent forhold til din mor. Du mener, at hun vil blive vred, hvis hun opdager du får hjælp til at komme videre. Her må du igen se dit liv ovenfra, og sige til dig selv, at det kommer slet ikke din mor ved hvad du gør og at hun kan reagere som hun vil. Husk igen at du er en voksen veluddannet pige, der kan stå inde for dine handlinger uden din mors vurderinger. Jeg vil tillade mig at vende dit synspunkt om og sige, at det er en styrke hvis du erkender, at dit problem er af en tyngde der kræver hjælp og støtte. Du får brug for hjælp fra en der støtter dig i at stå fast på din ret, når du er ved at fortvivle over at blive afvist af din egen mor.
En mor som selv er fanget i sit eget umodne net af sårede følelser, pga. selv være afvist af sine egne forældre.
Din mor er selv et afvist barn, hun prøver nu ved at genetablere kontakten med hendes egne forældre, om hun kan hente noget af det hun har mistet ved den brudte kontakt.
Prøv at være positiv overfor at hun har taget dette skridt, så du ikke selv gentager det du selv har oplevet, ved at blive såret over hvad din mor forsøger at gøre godt igen..
Så mit svar til dig er, at du har behov for en person, der kan styrke dig med at stå fast i en nødvendig løsrivelsesproces fra din mor og jeres familiemønster..
Det bliver en proces som du kun vil lykkes, hvis det er et klart valg du foretager. Jeg tror ikke du skal forvente, at det bliver med din mors tilladelse eller hjælp til at mildne løsrivelsen..
Det er samtidig meget vigtigt at du får hjælp til at komme ud af den offerrolle du er havnet i, så du finder styrken til at erkende, at det er dit ansvar og din styrke, der skal få dig videre ind i en voksenrolle At du tager livet på dig, så du kan komme i gang med at skabe "det gode liv" på egne præmisser. Du må vælge, at din mor ikke skal styre dit liv, men kun spille den rolle, som du tildeler hende. Du har alle mulighederne for et godt liv i dine hænder, brug dem nu, hvor behovet for at komme videre er meget påtrængende for dig.
Du skal jo netop stå på egne ben ved at nægte at indgå i kampe med din mor.
Hvis det er nødvendigt en tid for at stå på egne ben, så flyt til en anden del af landet, eller tag ud i verden hvor du bliver tvunget til at stå på egne ben.
Husk din mor kan kun bestemme over dig, hvis du selv tillader hende at bestemme over dig. Og husk at din mor kun kan kæmpe imod dig, hvis du selv går ind i kampen. Oplev styrken ved, at du bestemmer hvad du vil være med til.
Der er som tidligere nævnt en pris at betale for at løsrive dig og dermed påtage dig ansvar for sit eget liv. Men gevinsten ved at tage fat på denne løsrivelse er, at redde dit eget liv fra at være indespærret i dig selv og et usundt familiemønster.
Som du kan høre udfra mine svar, er det lige nu den løsrivelse skal igang og ikke om 20 år, når du er omkring de 50 år.
Fat mod og styrke, det vil gøre dig stærk og give dig masser af selvtillid til at komme igang med et dejligt voksenliv!
