_______________________________________
Hej brevkasse.
Min søster og hendes mand gik fra hinanden for et år siden, de havde været sammen i 11 år og har tre børn sammen. Det var en hård tid for dem begge.
Jeg blev selv skilt for 6 år siden, vi fik ikke børn, men det var slemt. Vi havde også været sammen i 11 år. Jeg tror at vi som mange andre der bliver skilt, gik gennem en masse følelsesmæssige faser. Først kunne vi ikke tale sammen overhovedet, vi hadede nærmest hinanden. Samtidig med at vi var kede af det. Der flød en masse onde ord mellem os. Der gik en tid, vi begyndte at tale sammen igen, for til sidst at give vores forhold en chance til. Og det var dødsdømt på forhånd, ingen af os havde hele hjertet med.
Alt dette skete også for min søster og svoger, forskellen er så at her var tre børn som blev ramt af det. Men på et tidspunkt begyndte de igen at tale pænt sammen, hvilket jeg mener, er utrolig vigtig i forhold til børnene. De forsøgte i en periode hen over sommeren at leve et normalt parforhold igen, men det holdt ikke. De var dog stadig fine venner. De så stort set hinanden dagligt, spiste sammen og gjorde ting sammen med børnene. Min søster og jeg har altid haft et utrolig godt forhold til hinanden, bedste venner og fortrolige var vi. Jeg har ligeledes haft et fint forhold til min svoger, vi har altid været gode venner, og har talt godt sammen. Intet andet.
I og med at min søster og svoger havde et fint venskab, og så hinanden så meget som de gjorde talte de også om hvad der måtte ske når/hvis den ene af dem fandt en anden. Det ville igen give nogle problemer specielt i forhold til børnene, som jo havde vænnet sig til at deres far og mor faktisk var sammen.
Og nu når vi til det egentlige problem. For hvem ville nogensinde have forestillet sig at den kvinde min svoger gik hen og faldt for blev mig - og at jeg pludselig så min ekssvoger i et helt andet lys. Det skete som lyn fra en himmel, vi faldt for hinanden. Muligvis har det ulmet under overfladen igennem længere tid, jeg ved det ikke. Men det er ikke noget som nogen af os har bemærket. Men vi har det så rart og hyggeligt sammen - jeg tror vi elsker hinanden. Vi vil gerne være sammen, og et eller andet sted strider det så meget imod hvad jeg rent moralsk står for. Man gør ikke sådan noget, og så på den anden side, jeg har ikke "taget" ham fra min søster.
Jeg ved hun ikke elsker ham, og jeg ved hun også har kigget til andre sider og haft kontakt til en anden mens de forsøgte igen, altså ikke været utro.
Men de har begge mens de var fra hinanden, været ude og snuse til andet. De er jo ikke sammen længere, og følelser kan man ikke selv styre. Jeg burde have sagt fra, men det har jeg ikke lyst til. Det er der ingen af os der har.
Vi vil gerne det her, og tror virkelig vi kan få noget godt sammen. Jeg ville med fare for at splitte hele familien, trods alt ikke gå bag min søsters ryg, jeg mener vi har endnu ikke lavet andet end at holde hånd og kysse.
Men jeg mener min søster skulle vide besked, og jeg vidste det var med den risiko at hun ville miste al tillid til mig, måske endda komme til at hade mig. Og det er præcis det der er sket, og jeg er så ked af det. Jeg elsker hende så højt, jeg har såret hende på det groveste og hun er rasende på mig.
Og jeg forstår hende, jeg er den person som hun har stolt på og som hun har betroet stort set alt. Og hvad nu? Vil hun med tiden tilgive mig. Og min mor og far, som trods alt ikke har stødt mig ud. Men som jeg udmærket kan fornemme ikke bryder sig om situationen, min mor græder og græder, min far kan næsten ikke se mig i øjnene. Og jeg har det ad helvede til. Jeg har gjort de mennesker jeg holder allermest af så ondt så ondt. Og hvad med mit nye forhold til min svoger, kan det overleve det her. Vi har virkelig talt det meget igennem inden vi lod bomben falde. Men jeg har det så skidt, og jeg vil så gerne nyde at jeg er forelsket, ligesom jeg gjorde det før vi stod frem og smadrede hele familien. Vi har altid haft et ualmindelig godt sammenhold i vores familie. Mine forældre skal nok tilgive mig tror jeg.
Jeg er mere bange for min søster. Jeg har såret hende så dybt, og hun er så ked af det. Hun vil ikke tale med mig. Jeg er ked af det, jeg kan ikke bære at jeg har gjort hende så ondt.
Jeg ved godt at du ikke hjælpe mig, men jeg måtte have luft og forsøge at sætte ord på overfor en helt udenforstående.
Uanset hvad, om jeg så stoppede forholdet til min tidligere svoger, så har min søsters og mit forhold fået et knæk for altid. Lige nu kan jeg bare ikke se nogen lykkelig ende på det her. For nogen af os. Jeg vil altid være ulykkelig over hvad jeg har gjort mod min søster, intet kan nogensinde blive godt igen. Jeg er dybt ulykkelig over denne situation.
_______________________________________
Kære du.
Tak for din meget lange og medrivende mail. Ja, jeg må erkende at den familiesituation du beskriver I er havnet i hører til under kategorien af problemer, som i den øjeblikkelige situation er meget svært at finde god en løsning på.
Jeg er meget glad hvis det alligevel har lettet lidt på din triste byrde, at få det sagt til en, som du må forvente forstår din situation og som ikke fordømmer, det du har gjort.
Jeg kan sagtens forstå alle parters reaktion i jeres ellers velfungerende familie. I vores kultur er det oftest en slags tabu, at overtage en søsters eller venindes mand. Det virker som man overtræder nogle intime grænser, der kan sætte nogle voldsomme følelser i gang. Dette gælder også selvom man ikke selv ønsker at få eksmanden tilbage. Det kan naturligvis være svært for din søster at forestille sig hendes eksmand og dig sammen, og at I nu deler den intimitet der engang var deres.
Det kan også være vanskeligt at forestille sig lige nu, en familiefest hvor du og din ekssvoger inviterer til fødselsdag og lignende. Hos mange kan det desuden være meget smerteligt at se ens veninde eller søster være lykkelig sammen med den mand man selv måtte opgive at være lykkelig sammen med.
Spørgsmålet er om det på forhånd vil være dødsdømt for dig og din ekssvoger at forsøge at få et godt liv sammen. Det er svært at forudsige noget om, andet end at let bliver det nok ikke. Men man kunne også stille et scenarium op hvor I forestiller jer hvordan det i bedste fald kunne se ud for jeres forhold om nogle år: Din søster har måske om et par år fundet en ny mand, som hun forhåbentlig er glad for. Du og din ekssvoger er måske lykkes med at skabe et godt liv sammen. Du og din ekssvoger har det måske godt med din søsters og hans tre børn, som jo kender dig godt i forvejen. For børnene må du på mange måder være en bedre papmor, end en helt ny papmor som kommer med en anden familiemæssig baggrund og andre normer, hvor der måske er nye halvsøskende, der også skal tages hensyn til. Dine forældre vil sikkert med tiden kunne acceptere dit valg og i forvejen holder de jo sikkert af din ekssvoger.
Jeg tror det vil vare meget længe inden din søster kan tilgive dig og genskabe tilliden til dig, hvis det overhovedet nogensinde sker. Men det er vigtigt at du viser hende, at du forstår og fuldt ud accepterer hendes reaktion overfor dig.
Hvis du og din nye kæreste virkelig ønsker at leve sammen, kræver det at I er villige til at ”betale prisen”, nemlig at acceptere vilkårene mht. familiens reaktion på forholdet. At leve med at være skurkene i familien vil kræve megen styrke og en stor indbyrdes kærlighed.
I må se i øjnene, at det er svært lige nu, måske altid vil være svært, og at det aldrig bliver den samme familie igen uanset hvad I vælger. Så hvis I ønsker at bygge et liv op sammen, har I en del hårde odds imod jer. På den anden side får I alligevel ikke familien samlet igen ved at opgive jeres forhold. Så uanset hvad I vælger så er det valget mellem ”pest og kolera” – og situationen er svær uanset hvad I gør nu. I jeres tilfælde kan det være det rigtige at vælge at bygge på et parforhold hvis den rette følelsesmæssige baggrund er stærk nok og at I besidder styrken til at bygge et forhold op der har så store følelsesmæssige konsekvenser for resten af familien.
Prøv at se lidt længere frem i tiden, se om I kan forestille jer hvad I kan gøre for at mildne din søsters naturlige reaktion på det skete, og forestil jer om der er måder hvorpå, der kan findes åbninger i forholdet til hende. Når du/I er ved at fortvivle, så husk at ingenting bliver ved med at være, som det er lige nu.
Om et ½ eller et helt år ser tingene anderledes ud og om 3 - 4 år ser igen se helt anderledes ud.
Jeg håber at det bedste sker for jer alle og at du ikke lader dig slå helt ud af fortvivlelse. Der bliver hårdt brug for styrke og menneskeligt overskud overfor dem du med din forelskelse i din ekssvoger er kommet til at såre. Det vil hjælpe dig at acceptere, at der er så meget du skal forsøge at gøre godt ved at vise storsind og forståelse overfor din familie.
Jeg ønsker dig mod og styrke til at komme igennem denne tid med hjertet og sjælen i behold.
