______________________________________________
Brevkassen: 14. september 2011 - af Ingrid Ortmann
______________________________________________
Hej Ingrid.
Jeg har et meget stort problem. Jeg føler mig så fastlåst i et tidligere forhold, at jeg ikke kan komme videre. Det drejer sig om forholdet til min eksmand, som jeg har kendt i 8 år. I den tid har vi været til og fra hinanden ca. 6 gange.
Min eksmand har en søn, der nu er 16 år og jeg har en søn på 15 år. Hans søn er angiveligt ADHD-barn, men ifølge faderen fejler drengen ikke noget. Han fornægter fuldstændig, at der er noget i vejen med hans søn, på trods at sønnen har forsøgt at kvæle en klassekammerat med en ledning, har truet min søn med et koben, har gået til psykolog og er kommet i medicinsk behandling og specialklasse. Hans søn fejler stadig ingenting ...
Vi gik fra hinanden første gang efter det første halve år pga. børnene. Jeg turde ikke have mit barn i nærheden af hans, og da han havde sønnen hver anden uge, så fungerede det ikke. Efter 2 år fandt vi sammen igen. Jeg savnede ham ganske forfærdeligt og tog kontakt. Han tog imod mig med åbne arme og sagde at han havde savnet mig forfærdeligt. I mellemtiden havde han mistet retten til at se sin søn, mistet sit kørekort pga. spritkørsel og hans alkoholproblem havde taget til.
Efter et par år fra hinanden, fandt vi sammen igen og jeg blev gravid, men hans negative reaktion på nyheden om graviditeten, fik mig til at vælge at få en abort. Vores forhold varer denne gang et lille års tid, men pludselig forsvinder han og er væk i en uge, uden a jeg kan få fat i ham. Det viser sig, at han er involveret i noget kriminelt. Da jeg igen får kontakt med ham, snakker han udenom, hvorefter jeg vælger at forlade ham. Jeg kan ikke holde ud, at han ikke er ærlig.
Efter et års tid finder vi sammen igen. Det går nogenlunde det følgende halve års tid, men da jeg på et tidspunkt låner en telefon af ham, finder jeg ud af, at han har kontakt med en anden kvinde. Det begynder at stå klart for mig, at han er på stoffer og jeg forlader ham igen. Jeg magter ikke hans løgnehistorier, hans vredesudbrud, hukommelsesproblemer, brudte aftaler, så jeg brød forbindelsen med tavshed.
Efter 1½ år kører jeg ud og ønsker ham glædelig jul - og vi begynder at ses igen. Vi begynder at ses igen og har det super godt i et ½ år. Jeg er vildt lykkelig, da jeg stadig elsker ham overalt.
Men der følger nye episoder, hvor han uden forklaring går, lyver, har affærer – og jeg forlader ham igen.
Så i januar i år, er jeg nødt til at kontakte ham, da han har nogle private papirer af mine. Han stod som sædvanlig med åbne arme og spurgte om vi skulle starte på en frisk. Han sagde, at han havde savnet mig og at han elskede mig osv. Vi begyndte at ses igen, men jeg finder ud af at han stadig har kontakt til en anden kvinde. Han benægter, men efter en diskussion, kører jeg hjem midt om natten.
Han har ofte sagt nogle utrolig sårende ting og undskylder aldrig. Han siger at jeg lever et kedeligt liv og at han keder sig i mit hjem. Han har altid mange projekter i gang, men gør aldrig noget færdigt.
Mit problem er, at jeg er som forstenet indvendig og kan ikke komme videre. I mit hjerte håber jeg, at han en dag står og er blevet ædru, men min hjerne ved jo godt at det er utopi. Jeg føler mig bare totalt hjernevasket og kan ikke komme videre. Min teori er, at han er voksen med ADHD og at han selvmedicinerer sig med vin.
Jeg har besluttet mig for at holde mig væk fra ham, men jeg har bare ingen ide om, hvordan jeg skal gøre det. Mit spørgsmål er om jeg overhovedet vil være i stand til det efter så mange års manipulation?
Jeg er selvfølgelig allerede faldet i vandet og har senest sendt ham nogle mails, men jeg har ikke fået nogen respons på dem. Det irriterer mig, at jeg ikke kunne lade være, men på den anden side kunne jeg ikke lade være med at konfronterer ham med hans løgne. Jeg har det sådan, at han skal ikke tro, at jeg køber alle hans løgne. Han skal vide, at jeg er klar over at han lyver. Det gør mig virkelig vred, at han tror jeg er så dum, at jeg ikke kan regne ud, at han kører rundt med mig.
______________________________________________
Kære tålmodige kvinde.
Tak for din meget lange mail, hvor du beskriver dit 8 år lange forhold til en mand, som du på trods af utallige svigt og løgnehistorier elsker overalt på jorden. Du skriver, at du er forstenet indeni og har svært ved at komme videre med dit liv.
Jeg mener, at den eneste måde du kan komme videre på er, at indse realiteterne omkring din eksmands personlighed. Jeg vil ikke sætte diagnoser på ham, uden at have mødt og talt med ham. Men udfra det du skriver om hans mangel på stabilitet, hans drikkeri, hans løgne og det dobbeltliv han lever, er det indlysende for mig, at han har et større kompleks af psykiske vanskeligheder.
For at komme videre må du erkende, at de mange negative ting han har budt dig, bunder i hans sammensatte personlighedsforstyrrelser, noget som ikke bare forsvinder. Du har ikke andre muligheder for at få et rimeligt liv, end at tage afstand og holde dig væk fra ham.
Du skriver, at du flere gange har truffet beslutning om ikke at skulle se ham, men det lykkes dig ikke at overholde det. Som jeg ser det, har du gjort ham til dit livsprojekt, hvor du dybt nede stadig håber, at du sammen med ham, kan få det liv du drømmer om. Men hvis du læser din lange mail som beskriver jeres historie, vil du forhåbentlig indse, at de ting han gør ikke bare er fejltagelser eller noget han kan ændre, hvis han vil.
Som du beskriver det, har din mand en ringe indfølingsevne og mangler struktur på tilværelsen. Han har et alkoholproblem og har ingen moralske skrupler over at lyve. Han kører uden kørekort og har tilsyneladende ingen samvittighedskvaler over at leve et dobbeltliv. Kort sagt, det vil næppe nogensinde lykkes for ham at indgå i et forpligtende forhold til et andet menneske.
Så mit råd til dig er meget klart. Du har brugt 8 år på et håbløst projekt, det er nu, at du skal beslutte dig for at komme ud af den "besættelse", han er for dig. Du ved det alt for godt, at forholdet til ham ikke kan fungere. Så det vil være at miste dig selv, og din selvrespekt, at fortsætte med at vende tilbage til en mand, hvor det eneste du kan være sikker på er, at han ikke er til at stole på.
Jeg kan godt forstå at du gerne vil vise ham, at du ikke tror på hans løgne. Men det er spild, at henvende sig til ham for at gøre opmærksom på, at du ikke er så dum, at du tror på hans historier. De fleste løgnere, lyver ikke fordi de tror andre er dumme, men fordi de ikke kan lade være. De kan ikke skelne mellem hvad der sandhed og hvad der er løgn. Mange tror på deres egne historier når de fortæller en løgnehistorie.
Nu må du overfor dig selv erkende, at det er det rene gift for dig at have nogen form for kontakt med ham. Du skulle efterhånden have fået tilstrækkelig med beviser for til at forstå, at det er dig, der skal være den voksne her - og for din egen og din søns skyld må du holde op med at bruge mere tid på din eksmand og hans gøren og laden.
At komme fri af dette destruktive forhold kræver, at du retter al din opmærksomhed mod dig selv og din søn. Brug al den kraft og styrke du kan mobilisere, på at give slip på den mand, som absolut ikke nogensinde vil kunne give dig det du ønsker.
Du må selv tage ansvaret for at komme videre. Forhåbentlig har du nogle gode venner der kan hjælpe og støtte dig i at give slip.
Held og lykke med at skabe et bedre liv, der kan blive til glæde for dig og din søn.
Mange varme hilsner,
Ingrid
