Er han for umoden til parforhold?

Hej Ingrid,
Jeg har brug for nogle gode råd. Jeg har været sammen med min kæreste i syv år. Sammen har vi en søn på 2 år. Vi har altid haft det godt sammen, vi har været uadskillelige, meget lykkelige, og bare det perfekte par.
Da jeg blev gravid var det ikke planlagt, men jeg blev glad, for vi havde lige købt hus og havde således god plads.
Men min kæreste ønskede i første omgang, at jeg fik en abort, men skiftede efter kort tid mening. Da vores lille guldklump kom til verden, var jeg verdens lykkeligste mor - og verdens mest tålmodige, hvorimod min kæreste slet ikke kunne magte hvis barnet græd. I stedet blev han sur og gav mig skylden for at vores søn græd. Så jeg skulle næsten tage mig mere af min kæreste, end af vores søn. Men ud over det, havde vi det godt.
På min fødselsdag sagde han pludselig, at han ikke var sikker på, at han var der hvor han gerne ville være. Han var bange for vi havde bundet os for tidligt, og havde brug for noget tid alene. Han sagde, at han følte at der var noget der manglede, men kunne ikke sætte ord på hvad det var.
Jeg var helt chokeret. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde altid regnet med at vi skulle have et langt og lykkelig liv sammen. Nu havde vi jo hus, hund, biler og baby! Jeg var så ked af det, men gav ham hans pusterum.
Han kom kravlende tilbage efter 5 dage, så gik det fint i en lille periode, men så faldt han tilbage, og havde brug for en pause mere. Jeg blev igen ked af det og kunne ikke forstå hvad der skete, og hvad jeg havde gjort forkert. Efter et stykke tid kom han kravlene tilbage igen og sagde at han havde fundet ud af, at det var mig han ville være sammen med og dele hans liv med. Jeg blev glad og lettet, men var lidt skeptisk, og holdte mig lidt tilbage. Han var meget kærlig og det resulterede i, at jeg åbnede mig for ham igen.
Vi blev enige om at starte i parterapi. Vi fik en masse opgaver, som vi skulle arbejde med, for det var gnisten i forholdet vi manglede. Jeg prøvede virkelig at lave disse opgaver, men han ville ikke rigtig være med. Der var stadig noget der holdte ham tilbage.
Han begyndte at blive meget sur og tvær, og kritisk overfor alt hvad jeg sagde og gjorde. Jeg kom rigtig lang ned psykisk, mistede selvværdet og følte ikke, at jeg havde lov til at være mig selv. Efter et stykke tid ville han havde en pause igen. Denne gang ville jeg også fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke var lykkelig mere.
Vi blev enige om vi skulle sætte huset til salg. Og for at gøre det nemmest for vores søn skiftedes vi til at bo i huset med ham. Efter par uger begyndte vi at være i huset samtidig, og var mere og mere sammen igen. Han sagde, at han savnede mig og spurgte om vi ikke skulle prøve igen. Sådan har det bare kørt i ring igennem det seneste år og jeg er blevet, fordi jeg har holdt fast i de gode minder vi har sammen og bare håbet vi kunne få det vore forhold tilbage.
Men senest har jeg opdaget at han, gennem det seneste år, har haft en affære, hvilket han har indrømmet og siger at han fortryder. Jeg stolede ikke på at det var slut mellem dem og ringede til hende. Hun fortalte, at de havde været sammen siden starten af maj måned forrige år, lige omkring min fødselsdag, hvor alle vores problemer startede.
Jeg spurgte hvornår deres forhold var sluttet, og hun sagde det aldrig var rigtig sluttet. Jeg fortalte at jeg havde været kærester med den samme fyr igennem syv år. Hun begyndte og græde og sagde at hun havde fået af vide at vi ikke var sammen mere. Han havde mødt hendes familie, og han havde jo sovet hos hende i en periode, de havde ses flere gange om ugen, hun har mødt nogle af hans venner, hun har mødt vores søn gennem det sidste år, og hun har været med i huset. Han har fortalt hende at han elsker hende, og lige så snart huset var solgt skulle han nok vise hende det.
Jeg er så chokeret. Ikke nok med at han har haft en affære, har han også indblandet vores søn, hun har været i mit hus, siddet i mine møbler, og ligget i min seng. Jeg er så rasende, jeg føler mig så svigtet, og kan aldrig stole på ham igen. Jeg kan slet ikke forstå hvordan han har kørt den så langt ud. Der er jo så mange ting han har gjort. Hvordan kunne det ske uden at jeg opdagede noget?
Jeg har aldrig set ham sådan som han opføre sig nu, han er så ked af det, han bryder fuldstædig sammen, fortæller han ikke kan leve uden mig, skammer sig, undskylder, og spørg om jeg ikke nok vil give ham en sidste chance for at bevise hvor meget han elsker mig, om vi ikke bare kan ligge det sidste år bag os, starte i parterapi, og han vil kæmpe til sidste blod dråbe. Han ved slet ikke hvordan han er havnet i denne her situation. Han er glad for at det endelig er kommet ud, for han har haft det så dårligt. Han skriver hele tiden, og kommer forbi. jeg har bedt ham om at lade mig være, jeg kan slet ikke holde ud at se på ham. Og nu er han begyndt at give mig ro til at tænke.
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, det mest oplagte ville være at gå for det hele for det er simpelthen utilgivelig og slet ikke acceptabel. Hvis jeg siger ok til at give det en sidste chance er jeg jo nødt til at tilgive og acceptere. Og det er jo det samme som at sige du har været det største svin, du har behandlet mig dårligt, du har været i seng med en anden adskillelige gange, men det ok. Jeg vil skulle gå på kompromis med mig selv og miste min stolthed.
Hvad skal jeg dog gøre?

Hilsen en meget fortvivlet sjæl
__________________________________________

Kære fortvivlede sjæl

Tak for din lange mail, hvor du beskriver hvordan et tilsyneladende lykkeligt forhold er endt i rod og fortvivlelse for alle parter.
Noget af det jeg hæfter mig ved i din mail er, at du ikke har opdaget de signaler han må have sendt ud om at han ikke har været så lykkelig i jeres forhold, som du. Du har ikke været opmærksom på at gnisten, for hans vedkommende, var forsvundet. Det må være meget chokerende for dig at erkende, at virkeligheden er helt anderledes, end du har troet.
Din beskrivelse af jeres situation fra du blev gravid tyder en del på, at din kæreste på nogle områder er temmelig umoden. Han vil først have en abort og så alligevel gerne have barnet. Da barnet så er født, kan han ikke klare at barnet græder og giver dig skylden for at barnet græder.
Uden varsel siger han så på din fødselsdag, at han ikke er sikker på at han er det rigtige sted og at han har brug for en pause. Allerede her begynder alarm klokkerne for mig at ringe. At man har brug for en pause, når man er nybagt far til et lille barn, er hverken særlig ansvarsfuldt eller hensynsfuldt. At han så kort efter kommer krybende tilbage flere gange og alligevel ikke kan undvære dig, handler nok mest om ham selv, end det handler om kærlighed og hensynet til hans lille familie.
Dernæst viser det sig, at han har levet et dobbeltliv, hvor han samtidig med at fortælle dig at han ikke kan undvære dig, har et forhold kørende til en anden kvinde. En kvinde som han har lovet at vise sin kærlighed til, når I fik solgt huset .
Nu er han så fortvivlet over alt den ravage han har forårsaget i sit eget liv, så han nu vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at vinde dig tilbage. Men det lyder for mig ikke særlig sandsynligt, at han kan gennemføre denne kamp. Han har, i sine handlinger, udvist nogle store mangler med hensyn til modenhed, troværdighed og indføling med andre. Med disse træk må du, hvis du genoptager forholdet, indstille dig på, at han kan gøre det igen. Samtidig må du, hvis du vælger at give ham en ny chance, acceptere, at han gjorde det han gjorde og tilgive ham det han har gjort.
At tilgive betyder ikke, at du siger det var i orden det han gjorde, men at du tilgiver ham på trods af, at det han gjorde var forkert. Kun på den måde kan du nulstille det skete og slippe for at skulle give det mere opmærksomhed..
Mit råd til dig er, at I fortsat bor hver for sig og at du får ro til at se alle realiteterne omkring jeres forhold i øjnene. Hvis du elsker din kæreste højt nok til alligevel at forsøge endnu engang, skal du selvfølgelig gøre det. Men hvis du, udfra realiteterne, kan mærke, at du kommer aldrig til at stole på ham mere, må du acceptere det og forsøge at få et fornuftigt forhold til ham, da han jo er barnets far. I skal kunne arbejde sammen om, at være forældre for jeres søn.
Hvis du vælger det sidste, skal du videre med dit liv. Din kæreste er på det modenhedsniveau han nu er, det kan du ikke ændre på. Men du kan vælge hvilket slags forhold du skal have til ham i fremtiden. Undgå at lade dig forføre af at det er synd for ham, at han har det skidt og prøv at lade være med at lade dig forblinde, når han siger at han vil tilbage af kærlighed til dig. Det har før været tomme ord.
Mærk i stedet efter hos dig selv, om det er den mand du kan og vil leve med nu da illusionen om, at I var verdens lykkeligste par, er bristet.
Jeg håber du vil bruge både hjerte og forstand i din nuværende situation og passe på ikke at blive offer for din ekskæreste ubeslutsomhed og følelsesmæssige svingninger.
Du ønskes mod og styrke til at se tingene klart i øjnene, som de er.
Held og lykke for dig og din søn.

Mange kærlige hilsner