Danskerne er vilde med te
Flere te-drikkere end kaffe-drikkere
Næsten 85% af danskerne drikker te, og det er endnu flere end der drikker kaffe. Det viser en undersøgelse af danskernes te-vaner, som Analyse Danmark har gennemført for Brancheforeningen for Kaffe og Te. Tendensen kan også ses på, at der er en stigende interesse for mere specialicerede teer som grøn, rød og hvid.
"Tendensen i samfundet er, at vi søger noget specielt, uanset om det er, hvordan vi bor, eller hvad vi drikker. Derfor er danskerne også blevet langt mere alsidige og eksperimenterende i deres te-valg samtidig med at populariteten stiger,” fortæller næstformand i Brancheforeningen for Kaffe og Te, Hans Christensen.
Te er populært hos unge som gamle
Analyse Danmarks undersøgelse af danskernes te-vaner giver et meget detaljeret billede af, hvordan danskerne nyder deres te. Den viser bl.a., at te er den varme drik, der nydes af flest danskere bortset fra kakao.
"De fleste ville sikkert tro, at kaffe løb med den titel. Men der er faktisk flere, som aldrig drikker kaffe, end der er, som aldrig drikker te. Jeg synes samtidig, det er vigtigt at understrege at te er populært i alle aldersgrupper", udtaler Hans Christensen.
Rød, grøn og hvid
Danske te-drikkere er de seneste år blevet meget bevidste om teens kvalitet og oprindelse og vælger i stigende grad at eksperimentere med specialteer som grøn, rød og hvid. To ud af tre danskere har smagt grøn te, knap hver sjette har drukket hvid te, og hver femte har forsøgt sig med rød te.
"I detailhandlen er der hurtigt fulgt op på interessen for de nye te-varianter. Derfor kan forbrugerne også her finde de mange særlige tesorter. På den måde tilgodeses de mange travle danskere, som prioriterer at foretage deres indkøb ét sted, samt de mange der bor uden for storbyerne, hvor specialforretningerne ofte er placeret", fortæller Hans Christensen fra Brancheforeningen for Kaffe og Te.
At se og dufte teens nuancer
De fleste foretrækker da også at købe te i supermarkeder, og særligt når det gælder almindelige te-breve. Men når det drejer sig om løs te vil ca. 45% af de, der køber denne type, helst købe det i en specialforretning, hvilket er en markant stigning i forhold til for fem år siden.
"Den moderne forbruger køber gerne te i en specialforretning. Her får de en oplevelse og kyndig vejledning med mulighed for at se og dufte teens nuancer, hvilket er et vigtigt parameter for den moderne forbruger,” siger Hans Christensen
Te er hyggeligt
Der er flere årsager til teens popularitet. Smagen er selvfølgelig vigtigt, men også det sociale ved at drikke te er meget væsentligt. I Analyse Danmarks undersøgelse er der en fjerdedel som decideret svarer, at de drikker te, fordi det er hyggeligt.
"Det er et resultat som glæder mig utroligt meget. I Danmark kan et produkt vel næppe nå en højere anerkendelse end, at folk forbinder det med hygge, vurderer næstformand i Brancheforeningen for Kaffe og Te, Hans Christensen.
FAKTA – tal om te:
- 27% drikker te dagligt eller næsten dagligt - flest kvinder
- Den gennemsnitlige te-drikker drikker max. 2 kopper om dagen
- 20% drikker tre eller flere kopper dagligt
- 15,2% af danskerne drikker aldrig te. 17,2% af danskerne drikker aldrig kaffe
- Ca. 70% drikker både te og kaffe
- 80% af dem der aldrig drikker te, har alligevel te i hjemmet
- Kun 5,3% har aldrig te i deres hjem
Kilde: Analyse Danmarks undersøgelse bygger på svar fra 2043 danskere og hele undersøgelsen kan læses på teinfo.dk