Han prioriterer sin teenagedatter

Kategori: Teenager

Han prioriterer sin teenagedatter

Han prioriterer sin teenagedatter 

Hun mener at det bør være ham og hende der udgør kernen i deres nye sammenbragte familiefællesskab, men han prioriterer sin teenagedatter...

Hej Isabella

Mit problem forekommer mig besynderligt, og jeg er er ikke helt klar over, hvad det egentligt drejer sig om. Men jeg har brug for at vende det med nogen som ikke kender os, da jeg nødigt vil hænge min kæreste ud.

Han er en meget sød og dejlig mand og jeg er meget meget glad for ham. Vi har været kærester i snart 10 måneder. Han har en teenagedatter som han har været alene med det meste af hendes liv. Jeg har selv 2 børn, så det er jo ikke fordi jeg er en uerfaren med hensyn til børn. Jeg har også tidligere haft kærester der har haft børn, - disse har dog været drengebørn og ved ikke om det gør en forskel…

Problemet er at jeg føler, at min kæreste flirter mere med sin datter end han gør med mig, indforståede blikke og fælleshumor.

Jeg har nævnt det for ham, sådan i en lettere humoristisk vending, og det hjalp da også med det samme.

Det næste jeg finder besynderligt er, at han gav os begge en smykkegave og det var tydeligt hende der fik den han selv foretrak og klart den langt dyreste. Ikke fordi det som sådan betyder noget for mig, hvad den koster, men jeg føler det så underligt, at blive prioriteret som anden konen eller hvad jeg nu skal kalde det.. Det er vel den mest præcise beskrivelse af, den følelse jeg får i ovenstående situationer.

Mit spørgsmål går på om det er mig som er underlig og nærtagende?

Skal jeg sige noget eller bare forvente at det aftager med tiden?

Og hvis det er bedst, at nævne det, hvordan skal jeg så forklare mig, så det bliver modtaget uden misforståelser, for det handler jo ikke om gaven eller misundelse over, at de to har det rart sammen, men følelsen af at være tredje hjul.

Jeg føler, at det burde være ham og jeg der udgør kernen i vores nye sammenbragte familiefællesskab.

_________________________________


<link http: psykolog-isabella.dk>Psykolog Isabella Sofia Pedersen besvarer brevkassen

Du oplever det, som om fokus og al opmærksomhed er rettet på datteren. Du føler dig som kone nummer to eller tredje hjul, og det er ikke godt. Det lader til, at han lytter til dig, når du antyder, hvad du oplever, så det ville nok være god idé at få taget rigtig hul på problemet.

Fortæl ham, at du gerne vil have, at I finder tid, hvor I kan tale sammen uden afbrydelser. Fortæl ham så, hvilke forestillinger du har for fremtiden. F.eks. at du og ham udgør kernen i jeres nye sammenbragte familiefællesskab. Spørg ham, hvad han tænker om det, og hvad han mener? Forsæt så samtalen med at fortælle, at du har lagt mærke til, at han ikke gør forskel på datteren og dig, og at det har du vanskeligt ved at forstå. Lad ham igen forklare og tale ud. Fortæl dernæst, hvad det gør ved dig. Hvilken følelse eller følelser giver det dig? Fortæl endvidere, hvad du har brug for, og spørg ham, om han vil kunne være mere opmærksom på dig og jeres voksenliv i fremtiden. Spørg ham, om der er noget, du kan gøre anderledes. På den måde vil du både kunne lytte til din kæreste og samtidig fortælle, hvad du mener og evt. selv ændre noget.

Ud over denne samtale med din kæreste kunne det være en god idé for dig at tilbringe noget tid sammen med teenagedatteren alene. Det kan være, at I oplever hinanden som konkurrenter. Hun havde jo lige far for sig selv! Du kunne måske lave et eller andet kun med hende, noget som teenagepiger godt kan li? Du har kun kendt din kæreste i 10 måneder og skal jo også lige markere, hvor og hvad du står for. Og husk så, at det tager altså lidt tid, inden man finder fælles fodslag i sammenbragte familier.

Held og lykke fremover

De bedste hilsner,

Teenager
Nikotintyggegummi  

Nikotintyggegummi virker ikke på de unge..

Læs mere
Teenager
Spiseforstyrrede på venteliste  

Piger, der sulter sig selv eller tvangsspiser, kan risikere at vente op til et år på behandling.

Læs mere
Teenager
Anoreksi er arveligt 

Undersøgelser viser, at arvelighed spiller langt den største rolle i udviklingen af anoreksi...

Læs mere
Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Nye Bøger
^