Fertilitet

Længslen efter et barn
Man regner med at 80 – 85 % af os opnår graviditet inden for det første års forsøg og endnu 5-10% det følgende år. Først efter mere end et års forsøg, vil en læge vurdere om der kan være tale om at parret har egentlige fertilitetsproblemer og evt. behandlingstilbud blive overvejet.
Efter så lang tids forsøg på at opnå graviditet, er ønsket og drømmen om et barn ofte endnu mere påtrængende og kan nemt give anledning til frustrationer, vrede og følelsen af ikke at slå til. Mænd bliver stødt, hvis man anfægter deres frugtbarhedsmuligheder og kvinder bliver ulykkelige, hver gang menstruationen indtræder. Alt i alt en meget uholdbar situation for parforholdet.

Årsagen til barnløshed undersøges
Hos lægen vil begge parter blive undersøgt. En sædprøve fra manden skal vise, hvor mange sædceller han har og hvor livlige de er. Jo bedre svømmere, desto større chance for en kommende graviditet.
Kvinden vil blive undersøgt ved hjælp af en almindelige gynækologisk undersøgelse, blodprøve og vurdering af menstruationscyklus. Hun vil også blive spurgt om hun tidligere har været gravid eller haft aborter og begge parter vil blive spurgt om eventuelle kønssygdomme. Hvis der ikke umiddelbart ses noget galt i kvindens underliv kan man gå over til mere eksakte undersøgelser med indsprøjtning af kontrastvæske, som vil vise om der kan være tale om fysiske omstændigheder der forhindre graviditet. Det kan dreje sig om gammelt arvæv, æggelederen kan være klistret sammen, et stykke endometriose kan sidde i vejen.
Ved en blodprøve kan man konstatere, hvordan kvindens kønshormoner fordeler sig.

Insemination og reagensglasbefrugtning
Selvom man kan teste og undersøge for mange af de omstændigheder der forhindre par i at kunne blive gravide, og selvom der er mange af disse der kan behandles gennem operation og behandling, så er stadig par som ikke bliver gravide. For dem findes der behandlingstilbud om insemination eller reagensglasbefrugtning.

Insemination foregår ved at sæden sprøjtes ind i kvinden gennem et tyndt gummirør. Kvinden har - som regel - forinden fået stimuleret sin hormonproduktion, for at sikre ægmodningen. Inseminationen kan foretages med partnerens egne sædceller, hvis de er gode nok, ellers kan man også bruge donorsæd fra ukendt donor. Man kan også sortere i mandens egen sæd, så man finder alle de kvikke sædceller og frasorterer de dovne.

Reagensglasbefrugtning foregår ved at man først stimulere kvinden med hormoner, så der modnes mere end et æg. Når æggene er blevet modne udtages de, lægges i en skål og mandens sæd tilsættes. Forhåbentlig sker der nu en befrugtning af nogle af æggene. Hvis det er lykkedes, indsættes 2-3 æg i kvindens livmoder og de skal så gerne sætte sig fast på slimhinden, som ved en almindelig graviditet. Dette lykkes i ca. 30% af forsøgene.
Metoden har ry for at være en skrap omgang; der er megen ventetid og hormonbehandlingen giver ofte vægtforøgelse. Under den lange behandlingen kommer parret ofte til at bruge mange kræfter på at bekymre sig om behandlingens udfald. Endelig er der sorgen der skal bearbejdes hvis det viser sig at forsøget mislykkes.