Forbrug.dk: Få festen sikkert i hus

Kategorier: Bryllup  -  Bryllupsfest

Forbrug.dk: Få festen sikkert i hus 

Grimme huller i dugen og møgbeskidte stole, det var hvad et brudepar stod med, da udlejeren havde sat det af før bryllupsfesten. Klag til virksomheden med det samme, hvis du er utilfreds, lyder rådet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Et bryllup er for mange den største - og måske dyreste - fest de nogensinde holder. Der skal lånes eller lejes, maden skal laves eller købes, og lokalerne skal være de helt rigtige. Men hvordan sikrer man sig mod, at noget pludselig mangler eller ikke har den standard, man havde forventet?

”Det er en god idé forud at lave en klar, skriftlig aftale med den erhvervsdrivende, så man har helt styr på, hvad der skal leveres,” siger jurist i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Uffe Foged Jespersen.

”Man skal nemlig være knivskarp på, om det er det rigtige, virksomheden kommer med – og om standarden er i orden. Som forbruger skal man melde ud med det samme, hvis der er noget, man er utilfreds med. Det giver virksomheden mulighed for at løse problemet med det samme – det er jo i sidste ende til alles bedste,” siger Uffe Foged Jespersen. 

I sagen fra Forbrugerklagenævnet var det bruden, der havde bestilt telt, borde og stole - og gommen, der tog imod. Uenigheden gik på, om parret havde godkendt det leverede, da det plettede telt, de beskidte stole og de hullede duge blev afleveret inden festen. Parret fik medhold og et mindre nedslag i prisen. På baggrund af afgørelsen har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samlet seks gode råd og et tema om fester på forbrug.dk.

6 gode råd om festplanlægning

  • Lav på forhånd en præcis liste over alt det, du ønsker at bestille eller leje
  • Tjek vilkårene – fx på virksomhedens hjemmeside
  • Tjek straks om alt er i orden, når tingene bliver leveret, eller du ankommer til stedet
  • Klag med det samme, hvis der mangler noget, eller hvis du er utilfreds med noget
  • Tjek dine forsikringsforhold, hvis noget skulle gå galt
  • Få en kvittering for, at de lejede genstande er returneret efter aftalen 

Kilde: forbrug.dk

Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Nye Bøger
^