Efterlyser reaktion efter brud

Hej Ingrid.

Jeg er en pige i tyverne, som lige har mistet sin kæreste. Han er 3 år yngre end mig, og vi har været sammen i knap halvandet år.
Vi har i mange måneder kæmpet en brav kamp for at få forholdet til at fungere, men lige meget hjalp det, og for snart en uge siden slog han op. Han siger, at han gjorde det for vores begge tos skyld, fordi vi er slidt op af alle de nedture og ked-af-det-hed, som vi har lidt under rigtig, rigtig længe.

Vi har rent ud sagt kæmpet og kæmpet, men har ikke vidst, hvordan vi skulle komme ud af det. Det har været rigtig hårdt og har tæret enormt meget på mine kræfter og energi. Jeg var ikke en glad pige.
Vi har snakket lidt om, at der evt kan være mulighed for at prøve igen en anden gang.. Men jeg tror ikke helt på det.

Undervejs i forholdet har jeg været meget forelsket i ham. Fra start af har jeg følt at han var den helt rigtige for mig, og mine følelser har været helt enorme. Jeg kan lide alt ved ham - hans ansigt, humor, varme, hjælpsomhed og personlighed. Vi havde et meget nært forhold til hinanden, både venskabsmæssigt og seksuelt, og vi har haft de fantastiske øjeblikke sammen. Jeg har kort sagt aldrig oplevet en som ham!

Men jalousi fyldte meget i vores forhold, og vi skændtes om mange dumme ting. Jeg har tit været utrolig ked af det - tudet i flere timer, mange dage i træk. Har næsten ikke været i stand til at gå på arbejde, så dårligt har jeg haft det. Jeg har ikke rigtig vidst, hvad der har været galt. Min kæreste har været der for mig hver eneste gang, trøstet mig. Har tit haft tænkt på alt det jeg selv syntes jeg gjorde forkert, bebrejdet mig selv en masse ting, og tænkt meget på, at jeg bare ikke kunne leve uden min kæreste!! Jeg var virkelig seriøst bange for at miste ham, og tænkte meget på det.

Nu da jeg rent faktisk har mistet ham, kan jeg ikke mærke noget som helst. Alle de scenarier jeg har forestillet mig stemmer overhovedet ikke overens med virkeligheden. Jeg savner ham ikke rigtigt, er ikke rigtig ked af det, som jeg havde troet jeg ville være... Jeg føler intet!! Og det er dette jeg ikke forstår. Hvordan kan jeg føle en sådan stor kærlighed til en person gennem halvandet år, og så ikke føle noget, når det slutter? Da han hentede sine ting i lejligheden følte jeg næsten heller ikke noget, og de gange jeg har grædt, føltes det ikke "ægte". Hvad er der galt med mig? Hvorfor er der ingen reaktion?

_________________________________________


Tak for din mail, hvor du efterlyser svar på, hvorfor du ikke føler noget efter at din kæreste har slået op med dig, fordi I ikke kunne få forholdet til at fungere. Det er naturligvis svært udfra en kort beskrivelse af jeres forhold, at vide hvorfor du ikke reagerer på bruddet med din kæreste. Den kæreste som du oplevede var den helt rigtige mand for dig.
Du skriver, at I har kæmpet og kæmpet for at få forholdet til at fungere og at din kæreste slog op fordi I efterhånden var helt slidt op af alle jeres skænderier. Du skriver også at du har grædt endda rigtig meget, mens I var kærester.

Du skriver ikke noget om, hvad I har forsøgt at gøre for at redde forholdet. Om I virkelig har forsøgt at forstå hinanden og ændre på noget i jeres adfærd, for at komme hinanden i møde. Kan der evt. været tale om at du ville begrænse din kærestes adfærd på grund af jalousi? Eller var det din kæreste der lider af jalousi. Uanset hvad, så er jalousi særdeles ødelæggende for et forhold. At blive mistænkt for noget man ikke har gjort, opleves som et alvorligt tillidsbrud, som derfor meget ofte fører til brud i et forhold.

I mit svar på dit spørgsmål, vælger jeg at tage udgangspunkt i, at det er dig der lider af jalousi. Jeg begrunder mit valg i, at du har været så ulykkelig og grædt meget, selv om du har følt du virkelig elskede din kæreste, og at du kunne lide alt hos ham. Mit gæt er også, at du uden at vide det, har forsøgt at kontrollere din kæreste med jalousi og med at være ulykkelig. Det er meget svært for de fleste mænd at klare, hvis kæresten er meget ulykkelig. Normalt ønsker en mand, at hans partner skal være glad.
Mit gæt er at du, i mødet med din nu ekskæreste, har genoplevet gamle følelser af angst for at miste, og måske også en følelse af ikke at være god nok. Jeg tror at en af årsagerne til, at du har været så ulykkelig har været på grund af jalousi og skænderier, at du er kommet i kontakt med nogle fortrængte følelser. Følelser som i forelskelsens rus, er brudt ud i lys lue. I forbindelse med at du møder den mand du mener er den rigtige kan det have forstørret din angst for at miste.
Hvis mit gæt er rigtig, er det muligt at det forklarer hvorfor du intet føler nu. Du kan igen have fortrængt dine følelser af angsten for at miste. Dette kan være årsagen til, at du ikke kan mærke nogen sorg, i hvert fald ikke lige nu. Det kan derimod nærmest opleves som en lettelse at forholdet er forbi, fordi du ikke magtede at deale med de store følelser, du havde for ekskæresten.
Så der er ikke noget i vejen med dig. Jeg tror du beskytter dig selv, for ikke at opleve smerten af tabet af din kæreste. Det er muligvis det mønster du far fulgt, når noget er for vanskeligt for dig.
Det jeg vil anbefale dig er, at du søger noget professionel hjælp til at finde ud af hvad der gemmer sig bag din jalousi og din "ked af det hed".

Hvis det forholder sig som jeg nu har gættet på, vil det samme kunne ske igen, indtil du får bedre styr på, hvad der gemmer sig i den rygsæk du bærer med dig, med de oplevelser der har ført til den, du er i dag.

Jeg håber virkelig for dig at du når frem til den selvindsigt der kan forhindre at du skaber så meget smerte for dig selv og din partner. Så fat mod! Indse at der ikke er noget i vejen med dig, men at du for at komme videre vil have brug mere indsigt i, hvorfor du har været så ulykkelig, der hvor du netop skulle være lykkelig. Hvorfor det som skulle være det helt rigtige, blev så forkert..
Held og lykke med det arbejde der skal gøres, og håbet om at du bliver i stand til at tackle det at være forelsket uden at blive så bange og ulykkelig.

Mange kærlige og gode ønsker til dig