Værtindegaven

"Hvad er egentlig god tone mht. værtindegaver? Giver man f.eks. værtindegaver når det drejer sig om en juleaften på sammenskudsbasis?", spørger en læser. "Jeg vil også hører omkring gavegivning. Sidste jul modtog min søn en meget dyr gave af min svigerinde. Det generede mig fordi jeg ikke havde spenderet nær så mange penge på gaverne til hendes børn. Samtidig tror jeg hun er typen som går op i at få hentet hjem i kroner og øre, hvad hun selv har givet. Af samme grund tilbød jeg at betale for den dyre gave til min søn, hvilket hun blev meget fornærmet over..."

Forfatter, foredragsholder og ekspert i takt & tone Sanne Udsen svarer: Først til den ukomplicerede del af dit spørgsmål: Værtindegaven. For os almindelige dødelige regnes det for god tone aldrig at ankomme tomhændet til en festlighed i et privat hjem. Til en almindelig middag el. lign. medbringer gæsterne derfor en værtindegave. Almindeligvis består en værtindegave af en buket, en flaske eller en æske god chokolade.

Holder man derimod sammenskudsgilde, hvor gæsterne jo netop medbringer et bidrag til festen, og derfor ikke kommer tomhændede, behøver man ikke OGSÅ komme med en værtindegave. Du har derfor ingen grund til dårlig samvittighed over ikke at medbringe gave til sammenskudsgilde. På den anden side så ved enhver værtinde, at der er mere besvær end som så ved at afholde et sammenskudsgilde, så derfor er det en fin gestus at medbringe en værtindegave i anerkendelse af dette ekstra besvær, selv om man ikke er ’forpligtet’. Det vil føre for vidt her at komme ind på alle undtagelserne for at medbringe værtindegaver. Men det har ikke altid været sådan, at man forventedes at medbringe en værtindegave, og hvis du skulle blive inviteret til et virkeligt fornemt hjem, så skal du ikke medbringe noget, for du kan risikere, at de bliver fornærmede over denne antydning af, at der skulle være grænser for deres overflod.

Og så til den mere komplicerede del: Gaverne. Du bliver næppe glad for at høre det, men jeg er nødt til at sige, at du begik et alvorligt faux pas ved at tilbyde at betale for din søns gave. En gave er netop en gave – noget der gives, uden at der skal gives noget til gengæld. Og det er en fornærmelse mod giveren at nægte at modtage en gave, herunder at ville betale for den, eller at sige ”Det skulle du da ikke have gjort!” eller ”Det er da alt for meget!”. (Bestikkelsesgaver gælder der naturligvis andre regler for.)

Når det er sagt, så kommer man ikke uden om, at gavegivning kan rumme mere end de mest ædle motiver. En virkelig gave skal gives med det formål at gøre modtageren glad og på ingen måde sætte modtageren i forlegenhed. Og det er jo netop det, der er sket for dig: du er blevet sat i forlegenhed. Det sidste, du ønsker, er formentlig at komme i en form for ’skyld’ til din svigerinde eller at blive opfattet som fedtet. Det behøver du heller ikke. Nogle mennesker er mere naturligt gavmilde end andre, nogle har en særlig fornøjelse ved at finde gaver, og blandt venner kan man ikke opstille et regnestykke, der siger, at nu har jeg givet dig en gave, så skal du også give mig en gave. Så ville det jo ikke være gaver.

Kommer der for stort et misforhold mellem jeres gaver, så må den ellers glade gavegiver af sig selv holde igen med gaverne til jer. DU skal ikke bede hende holde igen. På den måde sætter du spørgsmålstegn ved hendes motiver, og du gør hende samtidig opmærksom på, at hun har bragt dig i forlegenhed. Det har næppe været hendes hensigt. Du skal på din side ikke lade dig tvinge ind i et gaveræs, som du ikke finder naturligt. Giv de gaver, du synes, er passende, når du synes, det er passende. Og lær så at tage imod gaver, der gives i god mening, uden at få dårlig samvittighed!

Sanne Udsen

Web: <link http: udsen.dk _blank> Udsen.dk