Bebrejder ham gamle synder

Jeg har et problem, som jeg har rigtig svært ved at overskue. For at du kan sætte dig ind i situationen, kommer her et lille livsresume.
Jeg mødte min kone som helt ung. Vi fik vores første barn da vi var 18 år, så man kan sige at vi blev forældre mens vi endnu var børn.
Vi tog begge en uddannelse og da vi var færdige med det, fik vi to børn mere. Før jeg kommer for godt i gang, må jeg indrømme, at jeg var den som strejfede ude og ikke tog fædrerollen med den alvorlighed som kræves, mens moren så hvad det krævede og holdt stand.
Da min kone blev gravid med nummer 2, søsatte jeg et projekt og blev selvstændig, med alt det som det indebærer. Jeg var stort set ikke hjemme i et år og efterlod min kone alene med det hele. Hun fik et psykisk knæk og gik ned med flaget. Min samvittighed var sort og dårlig, men jeg kunne på det tidspunkt ikke overskue at lukke det hele ned og tage hjem. Det burde jeg have gjort, men det gjorde jeg altså ikke. Alt det her ligger 10 år tilbage, men spøger med jævne mellemrum. Det skal dog siges at hun har haft mange gode perioder ind imellem, men der skal ikke meget til før hun igen havner i det sorte hul.
Jeg kan om mig selv sige, og det ved jeg at hun vil give mig ret i, at jeg har flyttet mig i den rigtige retning og påtager mig nu den faderrolle som var en af mine mangler. Jeg er ikke selvstændig mere og er hjemme stort set
hver dag. Man kan fristes til at sige, at når vi begge har det optimalt i perioder, så er alt lutter idyl. Men når så korthuset krakelerer, er det sorte hul lige om hjørnet - og 1, 2, 3 så er alt det gamle oppe og vende igen.
Hun kan ikke glemme det gamle og det ligger og lurer hele tiden. Når det så kommer til overfladen, tager det uger og måneder og gennemsnitlig er det vel hver 3 eller 4 måned vi har det oppe og vende.
Det er selvfølgelig en uholdbar situation og jeg gør mit yderste, men jeg er jo også kun et menneske med mange fejl og mangler. Når det gamle så bliver kastet i hoved på mig, går der måske en måned før jeg overhoved har lyst til at være i rum med min kone og det er selvfølgelig her det store problem ligger.
Hun kan ikke glemme og tilgive det som skete 10 år tilbage og jeg kan ikke tåle at få det kastet i hovedet for 117 gang. Det nytter ikke at sige, at hun skal glemme og jeg skal tåle det som bliver kastet mig i hovedet, for det er
prøvet mange, mange gange.
Det her scenarie tærer på os begge og det tager længere og længere tid før vi igen er ovenpå efter sådan en omgang. Problemet vi har, er min skyld, ingen tvivl om det, men jeg har ikke den nødvendige modstandskraft til at modtage "gamle synder" i stride strømme og jeg føler at der bliver spillet på min samvittighed hvad det angår, rigeligt ofte. Jeg ved hvad jeg har gjort og hvilke skader jeg har forvoldt, men jeg føler at jeg har betalt en pris, men det kan jeg jo ikke sige, da hun jo stadigvæk betaler prisen i form af psykiske nedture.
Jeg mangler desperat et værktøj, da jeg er tæt på at opgive for jeg føler at uanset hvad, hvordan og hvorledes jeg gør det, så rækker det ikke. Der vil altid være den med, "det du gjorde for 10 år siden."
Nå, det var så den smøre. Håber du kan hjælpe med et godt råd.

Hilsen Vædderen


______________________________________

Kære Vædder.

Tak for din lange og indsigtsfulde mail, hvor du beder om mit i forbindelse med jeres parforhold. Du skriver at din kone ikke kan tilgive dig fortidens synder, som består i at du svigtede familien bl.a. i forbindelse med at du startede dit eget firma. Du skriver at din kone dengang fik et psykisk knæk, antagelig fordi hun stod alene med hele ansvaret for at holde sammen på familien og passe børnene. Da I var helt unge, var hun tidligere moden end du var, til at påtage sig et forældreansvar, mens du fortsat strejfede rundt og morede dig.
Det er nu 10 år siden og du har, som du skriver, flyttet dig meget i positiv retning siden dengang. Du tager i dag dit ansvar som far alvorligt og yder din del for at få familielivet til at fungere.
Du skriver også, at I i dag har det endda meget godt i perioder, men at din kone, når der med jævne mellemrum opstår problemer, ryger ned i et mørkt hul, hvor hun falder tilbage til fortiden og bebrejder dig fortidens synder.

Det er muligt, at din kone, i de år hun havde for stort et ansvar og følte sig svigtet, er blevet så psykisk nedslidt, at hun af den grund, er mere skrøbelig end før til at klare pressede situationer. Jeg forestiller mig, at når hun møder modgang, har hun ikke den fornødne modstandskraft og psykiske styrke til at klare opgaven. Hun ryger derfor tilbage i det sorte hul og føler sig igen som offer for alt det du ikke kunne støtte hende i dengang for meget længe siden.
Jeg vil tro, at hun genoplever den samme afmagt, hun følte dengang, og at hun af den grund reagerer med alle de gamle bebrejdelser.
Du oplever på den anden side også efterhånden en del psykisk slitage, ved alt for ofte at blive mindet om fortiden. Særligt fordi du seriøst prøver på, at I skal komme videre ved at du bidrager med din del.
Så mit råd er først og fremmest, at erkende at I er havnet i et meget kedeligt mønster, som består i at din kone når hun er presset, vender tilbage til tidligere oplevelser, og føler sig som offer for dine tidligere mangler. Og du kan, på den anden side, ikke mere klare, at høre om hvordan du var for ti år siden. Så I sidder nu fast i en rigtig kedelig problemstilling, der truer med at ødelægge jeres ellers gode samliv.

Dernæst vil jeg foreslå, at I sammen får noget professionel hjælp til, at din kone lærer at forholde sig til de problemer, der opstår udfra jeres situation, som den er nu og det udviklingstrin I er nået til gennem de sidste ti år. Der er ikke andre veje, end at acceptere at sådan var jeres situation dengang, det var det modenhedsniveau du var på for ti år siden - og at det ikke kan gøres om.
Det er nødvendigt at tilgive, hvilket ikke betyder, at det ikke har været forkert, det du gjorde, men at det er
nutiden og fremtiden det gælder, hvis I to skal have en fremtid sammen.
Mit råd er meget enkelt sagt, men svært at praktisere. Det er altid nemmere at skyde skylden på noget udenfor en selv, hvis man har det skidt eller møder problemer i hverdagen.

Jeg tror det er nødvendigt, at du stiller krav om at I må have hjælp til at komme ud af jeres fastlåste samspil vedrørende fortidens synder. Men det kan kun lade sig gøre ved at sætte fortiden fri og forholde sig til det der er
nu. For som sagt, kan ingen af os gøre det om, vi har gjort. Det eneste vi kan er, at forbedre os i den situation vi er i lige nu.

Så fat mod og styrke til at komme videre på en ny og mere konstruktiv måde.
Dertil sender jeg masser af varme og kraftfulde tanker.

Kærlig hilsen