Kongens store tale

'Titel: Kongens store tale
Originaltitel: The King''s Speech
Medvirkende: Colin Firth, Michael Gambon, Guy Pearce, Helena Bonham Carter, Geoffrey Rush, Timothy Spall
Premiere: 3. marts 2011

Krig, kærlighed, komplekser og kongehus
Rammefortællingen i ”Kongens store tale” er en sympatisk, rørende og vedkommende historie om at være stammer. At have et talehandicap er utvivlsomt en barsk skæbne. Læg dertil at blive konge oveni, fordi din bror abdicerer fra kronen og stå foran en verdenskrig samtidig, gør det endnu mere stridsomt og barskt. For prins Albert, der er Hertugen af York, er det imidlertid den skæbne livet vil ham, da hans storebroder, kong Edward VIII vælger at abdicere pga. giftemål med den fraskilte amerikaner Wallis Simpson i 1936. Det gør Prins Albert til Kong George VI.

Bagsiden af teknologien fremskridt
”Kongens store tale” er et fængslende historisk drama med sans for det personlige drama, og øje for en historisk skæbne, vi ikke tidligere har hørt så meget om. Prins Albert/Kong George er barn af det moderne fremskridt. Han lever i den tid, hvor radioen får en lige så stor magt og udbredelse, som vi lige i øjeblikket ser med andre teknologiske vidundere som fx facebook, der også kan spille ind på historiens gang som det pt. sker i Mellemøsten og Nordafrika. I filmens første scene oplever vi, hvordan Prins Albert må kæmpe og lide ved at stå ved mikrofonen foran en enorm menneskeskare på Wembley, der samtidig også er dybt forlegne over deres prins, der stammer i svær grad ved offentlige præstationer. Her får jeg små associationer til vores egen kronprins, der har måttet modtage undervisning for at kunne udtrykke sig bedre på skærmen. Kravene er ekstremt høje! Jo, de elektroniske medier har stor magt, og ikke alle er forundt at kunne sige nej tak til at spille med på de til tider ulige vilkår.

Patient eller kgl. prøvekanin?!
Scenen er fornemt sat, og vi får et fremragende indblik i hvordan talehandicappet hæmmer Prins Albert, ligesom det er en udfordring for personerne omkring ham. Ikke mindst Prins Alberts unge positive hustru prøver efter bedste evne at hjælpe sin mand med at overvinde talehandicappet. Hun arrangerer utallige konsultationer hos læger, der benytter alverdens forskellige mærkværdige tilgange til at kurere stammen. Også det er pinefuldt, pinligt og patetisk.
Vi får imidlertid ikke lov til at opleve hvordan talehandicappet påvirker ægteskabet. Udadtil ser vi kun en overordentlig engageret og altid glad hustru, der altid bakker sin kejtede og usikre mand op. Men er det mon så enkelt?!

Taleterapeutens tosserier
Ind på scenen træder så den excentriske og uortodokse taleterapeut Lionel Logue fra Australien. Han har sine helt egne principper og mærkelige metoder, der kalder på smil og opmærksomhed. Et medmenneske kort og godt! Efter en vanskelig start får taleterapeuten fod på sin royale patients virkelige udfordringer. Især efter den gamle kongefars død træder taleterapeut Lionel Logue i karakter som terapeut og pædagog. For Prins Albert, der siden også bliver monark, er det en overvindelse at åbne sig for sin taleterapeut. De to har da også mange meningsudvekslinger.
Rørende er det især at opleve, hvordan prinsen fortæller sin talepædagog, at han aldrig før har talt med en almindelig borger og ikke kender nogen almindelige mennesker. Dér mærker vi for alvor at Albert også er et offer for det royale cirkus og århundreders traditioner med hierarkier og dogmatik. Imidlertid er det Prins Albert, der støtter monarkiet og ikke hans storebror. Det resulterer i hans livs største udfordring, da han som nyudnævnt konge skal tale til en nation, der står på kanten til endnu en stor verdenskrig.

Fantastiske Firth!
Filmen skildrer på en engageret og medrivende måde, hvordan det er at skulle kæmpe med et talehandicap. Det er tydeligt, at prins Albert oprigtigt gerne vil blive sin stammen kvit, men også nærer et dybt ubehag imod al denne personlige interfereren, som behandlingen medfører. Prins Albert/Kong George fremstår som et meget privat menneske, hvis positive og glade natur er gemt væk af hans stammen. I små glimt oplever vi Prins Albert/Kong George grine og glæde sig - eller ironisere. Det er på en måde voldsomt sørgmodigt og stort, fordi det virker som indbegrebet af denne skæbnes kamp med et smerteligt handicap, der i sidste ende går ud over både selvtillid og selvværd. Og her kommer vi så til noget af det allerbedste i ”Kongens store tale”: Colin Firth, som mere end velfortjent fik prisen for »Bedste mandlige skuespiller« . Hvor var det et imponerende skuespil!

Talen: England erklærer Tyskland krig
Filmens klimaks indtræffer, da Kong George i september 1939 skal holde sin store tale til hele den engelske nation og imperium, fordi landet går i krig mod fjenden i Tyskland. Vi oplever her, hvordan taleterapeut Lionel Logue er blevet en uundværlig partner og støtte for Konge George. De to står side ved side, da talens transmitters fra et lille radiostudie, der indrettes på slottet. Her følger vi med spænding og fascination kongens bestræbelser på, at levere den tale befolkningen behøver om mod og sammenhængskraft. Lionel Logue slår rytmen i kongens tale, mens vi som publikum kan nyde allegrettoen fra Beethovens syvende symfoni som underlægningsmusik til en forbløffende og ganske rørende scene. Det lykkes, som de fleste ved, at levere en flot tale uden stammen. Siden da, måtte kongen levere mange krigstaler. Historien fortæller, at det altid var med talepædagogen ved sin side.

Det store i det små og vice verca
Om ”Kongens store tale” ligefrem er en Oscar værdig som årets bedste film kan måske diskuteres. Det samme kan de faktuelle oplysningers rigtighed om kongefamiliens holdning til besættelsesmagten, og hvordan de i øvrigt var som personer. Men en umådelig flot film, med et mageløst skuespil er det absolut! Overordentlig interessant bliver det også, fordi den store film belyser hvordan et forholdsvis lille usynligt handicap kan hæmme og ødelægge en menneskeskæbne. Eller er det mon omvendt?! Hvordan vi ser på talehandicap afhænger at tiden og kulturen. Filmen skildrer på fornem vis, hvor fatalt det kan være, at bære et handicap eller en sygdom som omverden har svært ved at håndtere, ligesom det stiller overordentligt store krav til den enkelte at komme overens med det åg, det er at leve med en form for handicap som fx stammen. I ”Kongens store tale” ender filmen som historien foreskriver med en konge, der takket være den helt rette talepædagog får fod på sit talehandicap. Men ikke alle mennesker er sådan forundt i en virkelighed, hvor ressourcerne er knappe og velfærdet måske var noget, vi havde engang?! Filmen kan varmt anbefales pga. sin velfortalte historie om menneskeskæbner, det fine historiske tidsbillede og de imponerende skuespilpræstationer. Gid alle med taleproblemer kan profitere af filmen således, at stammen bliver forstået og anerkendt for hvad det reelt ér. Men det kræver nok meget mere end en fandens flot film!
'