At spise ude

Der er et spørgsmål, som folk ofte spørger diætisten om, nemlig: Hvad skal man stille op, når man skal ud og spise ?

Det er et såkaldt rigtig godt spørgsmål, for vi kan ikke læne os op af en videnskabelig undersøgelse, der viser dit og dat. Men når man har arbejdet med at skabe vægttabsresultater i mange år, tegner sig alligevel nogle retningslinier.

Nogen kan leve med, at vægttabet kører langsomt, uden at tabe gejsten af den grund. Og så kan man jo snildt spise ude. Hvad som helst – lige fra diffuse sammenkogninger til store desserter. Men der er meget langt imellem at jeg ser nogen, som huser den type af tålmodighed.

Alle de andre har det sådan, at man altså meget gerne vil se nogle resultater. Vægten må gerne rykke med et kilo pr uge – og minimum et halvt.

I så fald hedder svaret: Det bedste er, at finde et sted, hvor de serverer en kombination af kød (magert og meget) og grønsager, der ikke er smurt ind i fedtstof.

Eksempelvis ”grillet bøf med bagekartoffel og salat”. Det lyder muligvis ikke spændende, men det er til gengæld fuldstændig perfekt mad til vægttab.

Bøffen kan jo ikke destrueres på en grill, og alle dens proteiner sparker til stofskiftet og hjælper én til at være behagelig mæt. Det sidste bliver vigtigt lidt senere, når andre gæster måske sidder med en dessert...

Bagekartoffel og salat-grønsager er fra naturens side ideelle fødevarer, men man må gøre en bemærkning, hvis man skal være sikker på, at det ikke bliver blandet med ”nej-ting”. Her er det til gengæld blevet god tone at bede om at få dressing og andre kalorie-koncentrater serveret for sig, således at man selv kan dosere dem.

Man kan også vælge sushi-restaurent, hvis man går efter sashimi i stedet for sushi. Så undgår man risene, der ud over at være kalorierige i sig selv, tillige er kogt i sukkervand. For at få grønsager ind i billedet kan man starte med en suppe, der må gerne være miso i, det tilføjer kun 3 gram kulhydrat pr. portion suppe og giver mætningseffekten et løft. Eller man kan bestille dampede eller grillede grønsager som ekstra tilbehør. Retterne ”Oshinko” (grønsager som pickles) og ”Negamaki” (grønne løg med tynde slicer af oksekød i sojasauce) er glimrende til vægttabsbrug.

Fra Mellemøstens køkken kan man vælge shish kebab med salat. Kødet fra shawarma kan også bruges, det gælder bare om at få dobbelt kød-ration og nøjes med et enkelt pitabrød – og til gengæld ekstra grønt.

Ethvert af verdens køkkener kender til magert kød og grønsager, og med lidt snilde kan man lokke en tallerken frem, der rummer både det store kødstykke og de mange grønsagers volumen.

Lyder det hårdt, at man skal tage sin plan med til fest?

For en diætist ville det afgjort være nemmest, at sige det populære, nemlig: ”slap dog bare af, når der er restaurant-besøg, nyd det fuldt og helt”.

Men da der er så få, som huser den fornødne tålmodighed til at fastholde behandlingsplaner, som går i ”slow-mode” en gang i mellem, så bliver det let til en bjørne-tjeneste i den sidste ende.

Det kunne endda blive til et sej-pineri, fordi man hverken får glæden ved at spise frit efter eget ønske – eller euforien, som følger med at kroppen bliver tyndere.

Det man må holde fast ved er, at livet er rigt på glæde, selvom man undviger kaloriebomberne. Det forekommer mig faktisk, at de gladeste mennesker, man kan se for sine øjne, det er dem, som befinder sig i ”vægten-falder”-ekstase. Det øjeblik, hvor de står på vægten og nyder sejren, kan man nærmest se den lyserøde sky forme sig under deres fødder. Og det er en langtidsholdbar sky.

Til sammenligning: Hvor mange minutter er det, at man maximalt kan befinde sig i en tilstand af nydelse, mens man spiser ad libitum af kalorie-koncentraterne.

En asket er en person, som udøver selvtugt gennem streng og afholdende levevis. Det er ikke en person, som vælger at befinde sig i én slags lykketilstand frem for en anden. Husk det, hvis der skulle være en emsig (og tilfældigvis overvægtig) person, som ligefrem kunne finde på at blande sig i andres menneskers valg fra menu-kortet.