Mindfulness øger livskvaliteten hos syge

Kategorier: Spiritualitet  -  Sundhed

Mindfulness øger livskvaliteten hos syge 

Meditationsformen ‘mindfulness’ kan være et redskab til at bedre livskvaliteten hos mennesker med såkaldte funktionelle lidelser. Det viser undersøgelser fra Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser under Aarhus Universitetshospital.

Funktionelle lidelser er en fællesbetegnelse for en gruppe af sygdomme, som ofte kan medføre så invaliderende fysiske symptomer, at det kan være svært for patienterne at fungere i hverdagen. Fælles for sygdommene er, at den præcise årsag til symptomerne ikke kendes, men forskning peger på, at symptomer kan være et udtryk for, at hjerne og krop af forskellige årsager er overbelastet og derfor ikke fungerer optimalt. Det vurderes at omkring 300.000 danskere har en funktionel lidelse, og at en stor del af dem er så plaget af symptomer som smerter, træthed, hukommelses- eller koncentrationsbesvær, at de har svært ved at passe et arbejde.  

Lone Overby Fjorback er overlæge på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser under Aarhus Universitetshospital samt leder og lektor ved Dansk Center for Mindfulness, der hører under Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Hun har med økonomisk støtte fra TrygFonden gennemført en undersøgelse af effekten af mindfulness-baseret stressreduktion på 119 danske patienter med ‘bodily distress syndrome’, der er en samlet forskningsdiagnose for forskellige funktionelle lidelser. Undersøgelsen viste, at patienter der modtog mindfulnessbehandling fik det bedre umiddelbart efter behandlingen, og at behandlingen fortsat havde en positiv effekt 15 måneder senere. Forskerne så også på patienternes evne til at arbejde et år efter behandlingen. Det viste sig, at næsten 50% færre patienter havde fået pension end i kontrolgruppen. 

"Det kan være, at man med mindfulnessbehandling kan få et bedre liv efter behandlingen, og at bedringen kan holde sig i et år, og det kan være, at det hindrer, at man ryger helt ud af arbejdsmarkedet," konkluderer Lone Overby Fjorback på baggrund af studiet. 

 

Kilde: Trygfonden

Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
^