Meditation mod stress

Meditation mod stress 

Kan meditation hjælpe mod stress?

Jeg har i de seneste dage haft det svært med mig selv jeg. Jeg føler mig nervøs, jeg har hjertebanken og let til gråd. Jeg har i en periode haft lidt for meget at se til på mit arbejde. Jeg er pædagog i en vuggestue og har snakket lidt med min leder og håber det måske vil blive bedre.
Jeg tænker om meditation måske kan give mig lidt indre ro.

De kærligste hilsner Margit

____________________________________________

Mit svar er ja. Jeg tror helt bestemt, at meditationsøvelser vil kunne hjælpe dig til at opnå mere indre ro. Hvordan og hvorfor øvelserne kan hjælpe dig, vil jeg vende tilbage til sidst i mit svar til dig.

Jeg hæfter mig ved, at du i de seneste dage har haft det svært med dig selv. Dine symptomer har været nervøsitet, hjertebanken. og du har haft let til gråd. Allerførst må du lige tænke over hvorvidt, der er sket noget særligt i dit liv i den seneste tid, som kan være anledning til symptomerne. Er der begivenheder der kan være årsag til, at du ikke har følt dig godt tilpas? Det kan måske også være hændelser der ligger længere tilbage, som dukker op nu, måske fordi du er mere sårbar i øjeblikket, fordi du har haft for meget at se til på dit arbejde. Det kan være, at du i dit arbejds- og privatliv samlet set, har for store arbejdsbelastninger. Det kan også være arbejdsmæssige eller personlige problemer, der skal gøres noget ved.

Dine symptomer kunne også tyde på, at du er ved at udvikle stress af mere alvorlig karakter. Derfor er det meget vigtigt, at du hurtigt får afklaret årsagerne til dine symptomer. Når du har fundet frem til baggrunden for dine symptomer, vil du kunne foretage de handlinger, der er nødvendige for at forebygge, at du går ned med stress.

Lige nu kan det være en god ide at prioritere dine aktiviteter, og finde ud af, om der er noget der kan vente til du har fået overskud igen. Det er fint, at du har talt med din leder, men du skriver ikke om I er nået frem til en aftale, der kan lette dig i dit arbejde eller andet, der kan forebygge, at din situation forværres ...

Du skal passe ekstra godt på dig selv i den kommende tid. Såfremt der ikke sker en snarlig bedring i din tilstand, må du søge hjælp hos din læge eller en psykolog. Hvis du først for alvor rammes af stress, kan det blive en meget ubehagelig og langvarig proces at komme igennem, inden du igen er tilbage på dit normale funktionsniveau.

Jeg sender dig de bedste ønsker med på vejen.

Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
^