Fremstil duftolie af havens blomster
Ligesom lavendel, viol, jasmin og citronblomst kan bruges til fremstilling af duftolie, så kan den skønne duft af roser også tilføjes duftolie. Fra bogen bringer vi Anemette Olesens tips til, hvordan du selv fremstiller en herlig duftolie af rosenblade.
Sådan gør du:
- Smør mandelolie på to rene plader af glas (fx fotorammeglas)
- Fordel de friske rosenblade over en af glaspladerne og tryk den anden glasplade ovenpå.
- Læg glaspladerne ud i solen, så blomsterne opvarmes i olien.
- Efter et par timer skrabes olien af glasset med en dejskraber og sies for blomster. Rosenduften er nu vandret over i olien.
- Den frasiede olie smøres igen på glaspladerne og en ny portion rosenblade drysses ud over olien. Glaspladerne lægges endnu engang sammen og placeres i solen. Processen kan gentages, indtil olien har den duftstyrke, man ønsker.
Med Anemette Olesens lille bog får du også opskrifter og trin-for-trin vejledning til, hvordan du fremstiller blandt andet balsam med timian, basilikumsalve, barbersprit med rosmarin, bodylotion med mynte eller kamille, brændenældeshampoo , fodbad med fyr, læbepomade med citronmelisse, skrubbesalt med citron, sårsalve med lavendel, rensecreme med citrongræs og meget, meget mere.
’Duftende planter’ er en inspirerende og herlig håndbog fuld af dejlige idéer til, hvordan du får meget mere ud af dine blomster og urter. Forfatter Anemette Olesen er også en ægte entusiast, der gennem mange år har skrevet og holdt foredrag om have og mad. Hun er forfatter til bøgerne ’Spiselige blomster’ og ’Mit grønne apotek’ og afvikler inspirerende kurser med temaer som fx krydderurter, lægeplanter i natur og have, de gamle danske køkkenurter og naturens spisekammer.